Sønderborg kommune har nedrevet 3 længer på en historiske gård og bygget nyt på grunden. Umiddelbart en positiv historie, men der er en hel del, der er fejet ind under gulvtæppet i de nye lokaler. Vi har fået aktindsigt og giver dig en update.

Sønderborg Kommunes administration (by og landskab) stiller meget skrappe krav til et genopbygningsprojekt på Skansegården. Faktisk så omfattende og detaljerede krav, at der stadig, godt 2 år efter at Fredningsnævnet og Sønderborg Byråd gav en nedrivningstilladelse til den forfaldne ejendom, ikke er lykkedes at få en byggetilladelse. Kravene er helt nede i en detaljeringsgrad, hvor kommunens embedsmænd har specifikke krav til eksempelvis sprosserne på vinduerne. Der udvises en nidkærhed, der tilsyneladende kun har til formål at vanskeliggøre en genopbygning af ejendommen.

Set i lyset af de andre, langt mere pompøse, ejendomme i det historiske Dybbøl-område, virker det ude af proportion. Man kunne fristes til at tro, at der var dannet en form for præcedens. Alligevel må vi gå ud fra, at embedsmændene handler ud fra faglighed og ikke er motiveret af personlige eller politiske interesser.

Men kan forvaltningen virkelig pudse glorien og sige, at de altid handler uvildigt, og at alle borgere får samme behandling? Vi tager i dag et kig på, hvordan reglerne håndhæves, når det er en af Sønderborg Kommunes egne historiske ejendomme, der trænger til en renovering.

Godt formål – tvivlsomme midler

Et helt igennem positivt og godt formål, og… man siger jo, at formålet helliger midlet. Men i dette tilfælde måtte man bøje en del af kommunens egne regler for at få projektet til at lykkes. Udfordringerne hobede sig op.

Eksempelvis var den konstruktion, der skulle bære det nye tag på staldbygningen, ikke stærk nok, og skulle udskiftes - og der var en del andre fordyrende overraskelser. Snart hed budgettet 13,7 millioner i stedet for 12, og man begyndte at overveje nedrivning og nybygning i stedet for ombygning.

Men det var som kommunens egen bevaringsarkitekt nævner i dette citat heller ikke helt enkelt: ”Ligesom Sønderborg Kommune forventer en vis arkitektonisk kvalitet hos byens bygherrer, bør vi også forvente dette af os selv. Der blev for under et år siden nedlagt et §14 forbud mod nedrivning, hvilket ligeledes omfattede lader/stald. Så hvis vi selv vælger at rive ned, bevaringsværdige eller ej, bør der opføres noget erstatningsbyggeri, der supplerer stuehuset og aftægtsboligen samt omrammer det eksisterende gårdrum og derved ikke tilsidesætter de kulturmæssige værdier.” 

Økonomiske over kulturmæssige værdier

Den gode målsætning løb igen ind i økonomiske hensyn. Derfor tilpassede man ambitionerne - og barren blev sænket gang på gang undervejs. 

Her er nogle udpluk fra interne mails blandt forvaltningens medarbejdere:

• ”Det er selvfølgelig urealistisk at forestille sig, at der med de kommunale budgetter kommer stråtag på igen."

•  ”Da de med høj sandsynlighed ender med at anvende pandeplader til tagbelægningen, vil jeg anbefale, at de holder vinduerne under tagfoden, da bruddet med tagfoden, samt de store glaspartier er fremmed for bygningsstilen, hvis det udføres med de hårde overgange, jeg tænker det bliver.”

•  Det var også ønskværdigt med:  ”noget murværk over vinduerne. Dette afviste han dog lidt grundet økonomien, og det er også forståeligt."

•  ”Jeg kender ikke så meget til projektet og husker kun svagt drøftelserne. Måske vil jeg egentlig heller ikke kende alle detaljer, men blot glædes over at gården får nyt liv.”

Kort fortalt nedrev man 3 bygninger, der havde et et §14 forbud mod nedrivning. Man lavede også et erstatningsbyggeri, der er fremmed for bygningsstilen.

Grænsesøgning i gråzoner

Derudover var der hele det juridiske aspekt omkring konflikt med landzonereglerne og lokalplanen, som vi har fået kendskab til via aktindsigt. Dilemmaet mellem at gøre det rigtige eller det mest praktiske beskrives i disse citater fra kommunens egne jurister og sagsbehandlere.

Vi er nødt til at advare om, at denne del er lidt tør læsning:

• ”I denne sag er der tale om en kombination af ændret anvendelse og nyopførelse af en bygning. Selv om bygningen efter det oplyste opføres i samme dimensioner som den eksisterende, så kan det ikke udelukkes, at kombinationen af ændret anvendelse og nyopførelse i sig selv udløser lokalplanpligt. Dette skal også ses i lyset af, at nedrivning af bygningen med henblik på genopførelse til et andet formål kan være en udfordring i forhold til landzonereglerne.

•  ”her har vi en landzonemæssig udfordring. Hvis landzonesagen ville blive påklaget, tror jeg ikke, kommunen ville få medhold, men der er nok ringe sandsynlighed for, at det vil ske på det sted. Det skulle så være fordi det faldt nogen for, at de gamle driftsbygninger blev revet ned.”

•  ”Jeg tænker, at det rent juridisk burde føre til lokalplan set i lyset af, at der er udfordringer i forhold til landzonereglerne. Hvis det ikke var tilfældet, tænker jeg, at vi godt kunne argumentere for ikke-lokalplanpligt, som nævnt oven for.

• Det vil sige, at vi er ude i er en kalkuleret risikovurdering af sandsynligheden for, at sagen bliver påklaget, og dermed bliver det noget ledelsen må tage endelig stilling til på dette oplyste grundlag.”

• ”Konklusionen må være, at vi løber en risiko, hvis vi vælger at gå med en landzonetilladelse, og den bliver påklaget, idet der er en sandsynlighed for, at vi ikke vil få medhold i at det er noget, der kan klares med en landzonetilladelse.

• ”Vurderingen og konklusion efter at have drøftet det med jer, (navn 1) og (navn 2) er, at ansøgningen og projektet behandles som en landzonesag, og at projektet ikke udløser lokalplanpligt. Dette med baggrund i tidligere vurdering, af indsendt projekt.”

Helt bevidst

Det ser ud til, at alle var bevidste om, at man var ude på tynd is, men at de forskellige forvaltninger har set gennem fingre med et hav af overskridelser, der nok ville have haft øjeblikkelige og ubehagelige konsekvenser for enhver anden borger eller virksomhed, der ønskede at gøre det samme. Man har åbenbart håbet på, at den kørte under radaren og ikke blev opdaget.

Det er i denne sag de samme forvaltninger og embedsmænd, der stadig forhindrer opbygningen af Skansegården. Er det fair at ride på den helt høje kulturmoralske hest, når man skal godkende borgernes byggesager, mens man selv agerer som beskrevet i Møllestedgård-sagen? Ganske vist er det økonomiske hensyn der har gjort, at projektet ikke lever op til ambitionerne, men der tages ikke hensyn til økonomi, når der stilles krav borgernes byggerier. Her er regler… regler!

Historien om en renovering, der ikke er praktisk (eller økonomisk) mulig, og ønsket om at nedrive og genopbygge er helt analog med Skansegården. Det samme er forbindelsen til krigshandlingerne i 1864.