V-politiker er kreativ skatteekspert  

Peter Hansen (V) i Sønderborg er måske en af landets skarpeste og mest kreative skatteeksperter. Alligevel giver medierne ham ikke den interesse, han rettelig fortjener. Det råder vi bod på med en beskeden anerkendelse af blot nogle få af hans bedrifter. Læs om landbrugseventyr i Ukraine, en dominerende lystyacht i Sønderborg Havn og et utal af konkurser, likvidationer og tvangsopløste virksomheder. 

Den sønderjyske erhvervsmand og lokalpolitiker Peter Hansen (V) har gennem det seneste år, med alle midler, forsøgt at forhindre, at en anden af lokalområdets erhvervsmænd, Charles Ginnerskov, kunne skabe et hjem på ejendommen Skansegården – en ejendom han købte af staten. 

Da Peter Hansen i den aktuelle sag kom i politisk modvind i byrådet, gik han langt under bæltestedet og fremsatte, med stor opbakning fra JydskeVestkysten, en fuldstændig udokumenteret påstand om, at Charles Ginnerskov lavede skattefusk.

Umiddelbart havde vi svært ved at forstå, hvorfor Peter Hansens personangreb mod en privatperson blev bakket så heftigt op af JydskeVestkysten/Jysk Fynske Medier, der trods alt hver dag hæver 176.000,- kroner i mediestøtte – angiveligt for at lave seriøs og velresearchet journalistik.

Først antog vi, at den helt ukritiske opbakning var motiveret af, at Peter Hansen er formand for bestyrelsen i Jysk Fynske Medier, som ejer JydskeVestkysten. Og at han i øvrigt også er landet i stolen som bestyrelsesformand i Den Sydvestjydske Venstrepresse (DSVP), som er medejere af Jysk Fynske Medier.

Noget tyder dog på, at det ikke er de væsentligste grunde. Når Peter Hansen bliver brugt til at udtale sig med tyngde og vægt om komplicerede skattespørgsmål, så er det måske snarere fordi, han er en af landets førende skatteeksperter. Måske ikke på eksamenspapirerne, men med stor erfaring fra erhvervslivet. Det vender vi tilbage til.

Iværksætter uden forstand på skattefiduser

Lad os først lige kigge på personen, som er i kikkertsigtet, når skatteeksperten Peter Hansen skyder med skarpt. Charles Ginnerskov er en iværksætter, der, trods sin relativt unge alder, allerede har skabt en del resultater i Sønderborg-området. Han udtaler sig nødigt selv om sine resultater, men hans revisorer fortæller, at de virksomheder som Charles har været med til at starte, siden han i 2014 ankom til Sønderborg Kommune, på de 6 år har lagt lige omkring 150 millioner kroner i den store fælleskasse i form af skatter, moms og andre afgifter. Dertil kommer naturligvis skabelsen af rigtig mange lokale arbejdspladser, med deraf følgende nye skatteindtægter i kommunen og andre randeffekter. Charles selv siger, at hans styrke ligger i at få idéer og skabe vækst, og derfor overlader han det til nogle af de bedste folk i branchen at sørge for, at hver krone bliver afregnet som den skal.

Specialisten – med klarsyn og kreativitet

Peter Hansen derimod, ved måske mere om skattetekniske spørgsmål end de fleste – og han er også dygtig til at flytte arbejdspladser der hen, hvor lønningerne er lavest. Blandt andet driver han, sammen med sine partnere, forretning i stor stil uden for landets grænser. Eksempelvis landbrug og maskinfabrikker i Ukraine og aktiviteter i Afrika. Det skaber naturligvis ikke beskæftigelse i Peter Hansens lokalområde, men det har sikkert givet ham et solidt økonomisk afkast og nogle kompetencer i forhold til at agere på den internationale scene. Tydeligvis har det også givet erfaring i selskabsopbygninger der er så komplicerede, at de er fuldstændig umulige for menigmand at finde rundt i. Det virker som om Peter Hansen både har et klarsyn og en kreativitet, der er misundelsesværdig.  

Lystyacht – med plads til at holde hof

Et andet eksempel på Peter Hansens kreativitet er dog mere synlig – også for os andre uden det omtalte klarsyn. Med en længde på 24 meter og en bredde på 6 er den imponerende lystyacht Shalimara et dominerende indslag i Sønderborg havn. Den ejes af Peter Hansen og nogle andre investorer, og deler Sønderborgs borgere i to lejre; De der ikke bryder sig om den – og de der er med, når Peter Hansen i sommerhalvåret holder hof på dækket. Yachten, der har status af udlejningsfartøj, har indtil videre ikke bidraget positivt til den lokale økonomi. Umiddelbart ser den ud til at have kostet skatteyderne millioner – plus en smule oprydning efter olielækager. Men det kan være fordi, det som tidligere nævnt, kan være svært at finde rundt i Peter Hansens transaktioner. Mens Shalimara har ligget i Sønderborg, er den blevet handlet adskillige gange, i de seneste tilfælde mellem firmaer som Peter Hansen alle er involveret i. Det gode skib er, måske af kreative årsager, registreret i England.

 Kommer mange andre erhvervsdrivende til gode

Peter Hansen er dog gavmild af sind og stiller gerne sine unikke kompetencer til rådighed for andre. Han sidder i bestyrelsen for 35 virksomheder (heraf mange offentlige) og i direktionen for 13. En imponerende bedrift, som passes samtidig med egne virksomheder og den politiske karriere i partiet V.

Desuden har Peter Hansen siddet i bestyrelse eller direktion i 43 virksomheder, der er blevet opløst – i 21 tilfælde i form af konkurs, likvidation eller tvangsopløsning. Uheld eller kreativitet?

 Hvor er gravhundene fra JydskeVestkysten?

Alligevel ser det ikke ud til, at landsdelens store medie, JydskeVestkysten, giver Peter Hansen den opmærksomhed, han fortjener. Mens de dygtige og i øvrigt delvist statslønnede journalister på JydskeVestkysten har produceret knapt 60 artikler om Charles Ginnerskov og Skansegården, har de på ingen måde brugt tilnærmelsesvis samme energi på Peter Hansens aktiviteter. Det har mest været hyggelige skulderklap i forbindelse med jubilæer og fødselsdage og så det rent politiske stof.

 Får mediestøtte og flytter arbejdspladser ud af landet

Kan det være fordi Jysk Fynske Medier, ud over de 64 millioner i årlig mediestøtte, også får gode råd og sparring af den erfarne bestyrelsesformand Peter Hansen?

Kort efter nedlæggelsen af 94 stillinger hos Jysk Fynske Medier i foråret, etablerede koncernen nemlig et salgsteam uden for landets grænser. Det drejer sig om et callcenter i sydspanske Málaga, hvorfra sælgere over telefonen skal forsøge at overbevise annoncører og abonnenter om at investere Jysk Fynske Mediers produkter. Stillingsannoncen appellerer til unge, der gerne vil kunne fortælle deres venner, at de lever livet som jetset-sælgere under sydens sol. Til gengæld vil de blive aflønnet efter spanske forhold. Mediet journalista.dk har, efter kontakt med danske sælgere i området, kunnet konstatere, at månedslønnen for unge telesælgere i Málaga er cirka 11.200 kroner. Til gengæld skal man regne med at slippe cirka halvdelen af beløbet for en almindelig 2½-værelses lejlighed. Resultatet er, at man ansætter danskere til en løn, der på ingen måde ville være gangbar herhjemme. Rigtig smart og kreativt tænkt af Jysk Fynske Medier.

Har de mon fået hjælp?

 Den fødte leder

Trods de nogle gange svært gennemskuelige agendaer er Peter Hansen en mand, der er i stand til at rive samarbejdspartnere rundt i manegen og få sin vilje igennem. Det gælder både i forhold til medierne, i bestyrelsesarbejdet i nogle af landsdelens tunge virksomheder og i V's byrådsgruppe. Selv DF i Sønderborg retter ind efter hans luner.

 

Du kan læse meget mere om den sønderjyske skatteekspert her: Dybbøl Banke Skansegården