Kampen om Skansegården 

Det startede med drømmen om et hjem på et smukt sted i historiske rammer, men besværlighederne for Charles Ginnerskovs ønske om at skabe nyt liv på Skansegården hobede sig op. Undervejs udviklede det sig til en kamp, der har været kørt mere på følelser end fakta og sund fornuft. I sidste ende rejser forløbet spørgsmålet: Er vi alle lige for loven?

I sommeren 2018 blev Skansegården på Dybbøl Banke ved Sønderborg udbudt til salg. Sælgeren var Naturstyrelsen Sønderjylland. Skansegården, der engang summede af familieliv, havde gennem de seneste 56 år været i statens eje.

I en stor del af dén periode havde ejendommen ikke været brugt til fast beboelse. Der havde været gjort flere mere eller mindre vellykkede forsøg på at vække den gamle bygning til live. Historiecenter Dybbøl Banke havde brugt ejendommen til forskellige arrangementer, og i 1990 blev der opført et par træbarakker til formålet. Der havde også været forsøgt etablering af et Røde Kors Museum på stedet – men initiativet blev opgivet, fordi man ikke kunne finde tilstrækkelige økonomiske midler til en restaurering.

Skansegården ligger i området for Dybbøl-fredningen. Jurister vurderer, at det først og fremmest er landskabet på Dybbøl Banke, der er fredet. Bygninger som Skansegården er ikke fredet, men må kun nedrives eller ombygges med Fredningsnævnets godkendelse. Stuehuset er dog vurderet bevaringsværdigt efter SAVE-metoden.

Under statens eje blev der ikke brugt midler på at bevare Skansegården, og uden hverken varme eller vedligeholdelse gik bygningerne stille og roligt i forfald. Den historiske ejendoms deroute kulminerede i 2018 med, at ejendommen blev udbudt til salg.

Trods bygningernes tvivlsomme stand var der mange interesserede købere. En af dem var den sønderjyske erhvervsmand Charles Ginnerskov. Han havde forelsket sig i Skansegården og beliggenheden og var villig til at bruge pengene på at sætte ejendommen i stand, hvis det var muligt.

Han fortæller:

”Da det var en auktion med lukket bud, var det umuligt at vide, hvor stort et beløb der skulle til for at vinde auktionen. Jeg bød 5 millioner og blev glad og overrasket, da jeg vandt. Jeg glædede mig til at kunne restaurere Skansegården og skabe nogle gode rammer for min families liv i de spændende bygninger. Jeg var naturligvis også klar over, at stedet trængte til kærlig omsorg.”

Accelererende forfald på grund af forsømt vedligeholdelse

På grund af de tydelige fugtskader og svampeangreb på ejendommen startede Charles Ginnerskov, efter faglig rådgivning, med at åbne vinduerne på Skansegården. Skimmelsvamp klarer sig bedst i lukkede, fugtige miljøer. Den øgede ventilation var dog langt fra nok til at standse nedbrydningen af bygningens konstruktioner.

Da Dansk Miljørådgivning (DMR) i juni 2019 lavede en grundig gennemgang af ejendommen, viste det sig hurtigt, at det ville blive vanskeligt at gøre den beboelig. I takt med at teknikerne arbejdede sig igennem opgaven, hobede de dårlige nyheder sig op. Undersøgelsens primære fokus var at klarlægge konstruktionernes opbygning og tilstand, set i relation til Sønderborg Kommunes vision om Projekt Zero energioptimering.

Konklusionen var, at ejendommen var udtjent og sundhedsmæssig uforsvarlig. Forfaldet var accelererende, og det var reelt ikke muligt at forandre ejendommen til et lavenergiklasse 2020-hus. Desuden var alle gulve, vægge og lofter angrebet af omfattende og behandlingskrævende skimmelsvamp. DMR vurderede at ”omfanget af konstaterede opfugtede og skimmelangrebne konstruktioner overstiger Sundhedsstyrelsens anbefalinger – og at det er forbundet med sundhedsfare at opholde sig i bygningen.”

Reviderede planer grundet sundhedsfare

Konfronteret med de nøgterne kendsgerninger, besluttede Charles Ginnerskov sig derfor for at søge dispensation til nedrivning af bygningen og dermed få mulighed for at opbygge en ny ejendom på soklen.

”Jeg følte ikke, at der var andre muligheder. Jeg ønsker naturligvis ikke, at mine børn skal vokse op i et hus, der er så angrebet af skimmelsvamp, at fagfolk vurderer det sundhedsfarligt. Jeg tror, de fleste forældre vil kunne forstå min bekymring,” udtaler han.

Muligheden for nedrivning havde allerede været luftet i mæglerannoncen, hvor ordlyden var: ”Ejendommen består af stuehus med aftægtsende. Har stået tomt i mange år og er ikke beboelig. Smukke rammer, men med meget lille bygningsmæssig værdi. God sokkelstørrelse til nyt byggeprojekt.”

Charles Ginnerskovs reviderede ønsker om at skabe en familiebolig på Skansegården lød således:

• Stuehuset til den tidligere landbrugsejendom nedrives og genopføres på den eksisterende sokkel. Tagetagen ønskes udnyttet med gavlkviste centreret i bygningskroppen mod henholdsvis nord og syd samt med saddeltagskviste symmetrisk placeret på hver side af gavlkvisten.

• Der opføres en garagebygning på 145 m² og en let glasbygning.

• Projektet indebærer, at en bygning mod nord vil blive fjernet (denne er i BBR noteret som værende en del af det nuværende stuehus). Endvidere vil to barakbygninger på henholdsvis 59 m² og 86 m² blive fjernet.

Byggeplanerne var designet til at imødekomme Fredningsnævnets betingelser og i bedst muligt omfang at bevare stilen fra den gamle ejendom, men med tilpasninger til nutidens krav om energioptimering og almindelig komfort.

Grundet Dybbøl-fredningen krævede det som nævnt Fredningsnævnets dispensation, hvis det ansøgte skulle tillades. Den endelige tilladelse til eventuel nedrivning skulle dog gives af Sønderborg Kommune.

En målrettet kampagne mod ny ejer

Problemerne var dog langt fra forbi for Charles Ginnerskov og hans drøm om at skabe en ramme for familien på Skansegården. Den nye ejer erfarede, at JydskeVestkysten gav sagen en del mere opmærksomhed, end man har ofret på mange tilsvarende sager, der har verseret om dispensation til renovering og nedrivning af faldefærdige bevaringsværdige bygninger – både i form af helsidesartikler og negative læserbreve. De sidste var i stor udstrækning forfattet af en markant lokal politiker.

“Faktisk har JydskeVestkysten indtil videre bragt mere end 20 omfattende indlæg om denne sag.” forklarer Charles Ginnerskov. “Et enkelt senere indlæg, der havde karakter af et direkte personangreb, var skrevet af JydskeVestkystens lokalredaktør, der stemplede hele min dokumentation, af bygningskonsulenters tilstandsrapporter, Fredningsnævnets kendelser, museumsfolks udtalelser m.m., som fake news. I øvrigt blev indlægget publiceret uden tydelig angivelse af, at det var en kommentar og ikke en journalistisk artikel, hvilket JydskeVestkysten dog senere undskyldte.”

For Charles Ginnerskov var kampagnen både overraskende og ubehagelig.

”I starten tænkte jeg ikke så meget over det. Der har jo ifølge Naturstyrelsens udsagn været en del andre interesserede i ejendommen, og nogle kan naturligvis være blevet skuffede over udfaldet. Men det ene indlæg efter det andet dukkede op på Facebook-siderne for JydskeVestkysten og gruppen Politik i Sønderborg. Mange af dem forfattet af, eller med udtalelser fra, en tidligere borgmesterkandidat. Den røde tråd i dem var, at få mig til at fremstå som en rigmand, der havde overbudt alle, med dét ene formål at nedrive Skansegården og bygge et prestigeprojekt midt på Dybbøl Banke. Det kom ret hurtigt til at ligne en målrettet kampagne for ikke kun at modarbejde mine planer om en bolig på Skansegården, men i lige så høj grad at få mig til at virke utroværdig og arrogant. Det var temmelig ubehageligt at opleve. Især da jeg aldrig tidligere har haft uoverensstemmelser med mediehuset eller den tidligere borgmesterkandidat, der i øvrigt viste sig både at være medlem af bestyrelsen for Jysk Fynske Medier (som udgiver JydskeVestkysten) og administrator på Facebookgruppen Politik i Sønderborg.”

Det var ikke den eneste modstand Charles Ginnerskov mødte. ”Jeg fik at vide, at en af de andre, der havde budt på Skansegården, efter auktionen havde udtalt: Hvis han ikke fik lov at bo på ejendommen, så skulle han nok sørge for, at heller ingen andre fik lov til det.”

Da strømmen af misinformation fortsatte, valgte Charles Ginnerskov i første omgang at trække sin ansøgning om nedrivningstilladelse tilbage.

Stik mod præcedens i tilsvarende sager

Samtidig gik han i gang med at undersøge tilsvarende sager i kommunen. Han søgte aktindsigt i alle ejendomme i Sønderborg kommune, hvor der havde været givet dispensation for nedrivning af bevaringsværdige huse. “Der havde gennem de seneste par år været knap 100 sager, som havde fået dispensation,” fortæller Charles Ginnerskov.

“Dispensationerne var givet af de samme politikere, som havde sat sig imod projektet på Skansegården. I mine øjne ser det ud til, at man ikke er gået efter sagen, men direkte efter manden.”

Charles Ginnerskov gik også i gang med at samle informationerne om de mange sammenlignelige sager på Facebooksiden Dybbøl Banke Skansegården, hvor de er tilgængelige for enhver, der ønsker indsigt i sagen.

Fredningsnævnet giver dispensation – men forvaltningen stiller nye krav

Fredningsnævnets afgørelse kom den 17. januar 2020. Man gav dispensation til nedrivning og opbygning af en ny ejendom på Skansegården. Der var naturligvis en del krav fra Fredningsnævnet, der skulle imødekommes, men ikke nogen der ikke var mulige.

Til gengæld er det Charles Ginnerskovs oplevelse, at Sønderborg Kommunes forvaltnings krav til samme projekt ikke blot er mangfoldige; men også præget af en detaljeringsgrad, der ligger langt uden for det, der er normalt i tilsvarende sager. Han mener også, at kravene er ude af proportion i forhold til de byggetilladelser, der er givet til mange andre huse inden for Dybbølfredningen.

”Vi er i gang med tegningerne til det 8. forslag, og der bliver ved med at komme nye krav, hver gang vi løser udfordringerne. Vi ønsker faktisk ikke noget, der ikke allerede er givet tilladelse til hos vores naboer,” fortæller Charles Ginnerskov undrende.

Fagfolkene har beset, vurderet og talt

Mens der har været delte meninger om Skansegårdens betydning blandt politikere og andre debattører, har fagfolkenes vurdering været relativ enslydende. Her er nogle af deres kommentarer:

“Vi nedlægger ikke protest mod nedrivning af Skansegården. Generelt er det trist, når der ryger en del af kulturarven, men Skansegården er i dårlig stand. Den er bygget efter 1864. Det er ikke et bygningsminde af høj værdi. Det eneste der bærer den er, at den er en del af det kulturhistoriske landskab.”

“Der er ikke nogen klausul om, at Skansegården ikke må nedrives. Vi har forhørt os om de historiske forhold. Skansegården er ikke bevaringsværdig i sig selv.”

”Skansegården er ikke en del af de historiske fortidsminder. Vi er trygge ved, fredningsmyndighederne afgør, hvad der må bygges i de historiske skanser. Det skal jeg ikke blande mig i. Jeg er sikker på, der ikke kommer noget, som ikke passer ind i omgivelserne.”

”Fredningsnævnet finder, at en nedrivning af det eksisterende stuehus og opførsel af et nyt på den eksisterende sokkel, en garagebygning på 145 m² mod nedrivning af 2 barakker og en bygning nord for stuehuset og en let glasbygning placeret som vist på tegning til ansøgningen ikke vil være i strid med fredningens formål, eller virke skæmmende for det fredede område. Fredningsnævnet lægger vægt på, at bygningsmassen efter nedrivningen af eksisterende bygninger bliver mere samlet og vil fremtræde mere harmonisk.”

Er vi alle lige for loven?

Mens arkitekternes blyanter gløder, og Charles Ginnerskov lidt resigneret venter på enten at opgive drømmen, eller at få muligheden for at bygge et nyt Skansegården, kan vi andre fundere lidt over om loven er ens for alle.

Charles Ginnerskov har i stor udstrækning formidlet sine synspunkter gennem egne kanaler: hvilket vil sige Facebooksiden Dybbøl Banke Skansegården, samt betalte annoncer i forskellige medier suppleret med Google Ads kampagner. Mange har haft svært ved at forstå, at han har valgt den vej og har kritiseret hans betalte kampagner.

“Jeg har ganske enkelt ikke haft andre muligheder,” forklarer han. “Modparten har brugt deres egne Facebook-grupper, og desuden har de haft et af Danmarks største regionale mediehuse i ryggen. Både på gruppen Politik i Sønderborg og på JydskeVestkystens medier har jeg oplevet, at mine forsøg på at komme til orde er blevet bortcensureret.

Jeg har forståelse for, at det er almen praksis på private FaceBook-sider og bruger selv muligheden når folk mister fokus på bolden - men det er overraskende at opleve censur fra et statsstøttet uafhængigt mediehus.

Når man bliver mødt af en så stærk angrebsfront fra nogle magtfulde lokalpolitikere med gode forbindelser til pressen, er det meget svært ikke at blive løbet over ende. Jeg har haft økonomisk mulighed for at stå fast og få formidlet mine synspunkter. Havde det været en ung børnefamilie, en folkepensionist eller andre med et lidt mere stramt budget, havde de aldrig fået en chance for at komme til orde.”

Netop i et tilfælde som det her, kan fagligt kompetente mennesker som bygningskonsulenter, museumsfolk og Fredningsnævnet give grønt lys – men den endelige afgørelse ligger hos politikerne.

Spørgsmålet om hvorvidt de vægter de faglige hensyn eller har nogle helt andre dagsordner – tjae, det blæser i vestenvinden ude over Dybbøl Banke.