Embedded Files
Historien om Skansegården har fyldt en del i mediebilledet i Sønderborg gennem mange uger nu. Hvorfor kom den til at gøre det? Hvem startede den lavine af indlæg, der hurtigt udviklede sig til en skønsom blanding af information, misinformation og helt unødig og ubrugelig personfikseret støj? Vi tager et helikopterblik hen over alle de små gnidrede detaljer og forsøger at finde essensen i konflikten.
Historien om Skansegården har fyldt en del i mediebilledet i Sønderborg gennem mange uger nu. Hvorfor kom den til at gøre det? Hvem startede den lavine af indlæg, der hurtigt udviklede sig til en skønsom blanding af information, misinformation og helt unødig og ubrugelig personfikseret støj? Vi tager et helikopterblik hen over alle de små gnidrede detaljer og forsøger at finde essensen i konflikten.
Skansegården har, gennem 56 år i statens eje, stille og rolig fået lov til at forfalde. Det gør bygninger, når de ikke bliver vedligeholdt. Den årelange deroute af den engang smukke ejendom fik lov at ske, uden at nogen protesterede. Ingen råbte vagt i gevær. Måske fordi ejendommen ikke rigtig havde nogens opmærksomhed.
Da staten udbød den til salg, var der heller ikke nogen stor mediebevågenhed. Det blev nævnt, at ejendommen blev udbudt i auktion med lukket bud. Men det var stadig ikke nogen interessant historie. Der var 12 budgivere, så en del mennesker var faktisk interesseret i at erhverve ejendommen.
Det var først, da det blev offentlig kendt, at vinderen af auktionen var Charles Ginnerskov, at balladen startede. Spørgsmålet er, om det der startede balladen var, at Charles vandt buddet, eller om problemet måske snarere var, at en eller flere andre af budgiverne var vrede over, at de ikke vandt.
De første reaktioner lød nemlig noget i stil med: Rigmand overbyder alle ved at betale det dobbelte af udbudsprisen. Da det kom frem, at huset ifølge teknikere ikke står til at redde på grund af en række faktorer, hvor voldsomme angreb af skimmelsvamp var udslagsgivende - og der ansøges om mulighed for nedrivning og genopbygning af en ejendom på soklen, skete der virkelig noget.
En tidligere borgmesterkandidat, som Charles Ginnerskov aldrig tidligere har haft kontakt eller udeståender med, påtog sig rollen som primusmotor i en omfattende kampagne, der skulle mistænkeliggøre og miskreditere Charles Ginnerskov. Et stort mediehus støttede op om kampagnen med den mest omfattende dækning af en sag af den karakter, der nogensinde er set.
Hvad nu… hvis en anden havde vundet budrunden?
Resten er, som de siger, historie - men desværre en historie, der fortsætter langt ud i fremtiden. End ikke en global sundhedskrise har kunnet lægge låg på den.
Spørgsmålet der trænger sig på er: Hvis køberen havde været en anden, ville sagen så overhovedet være taget op af den nævnte politiker - eller ville Skansegården allerede nu havde været genopbygget og hjem for en familie? Sidder der nogle forurettede, med magtfulde venner og puster til ilden?
Da alle faglige argumenter taler for en nedrivningstilladelse (museumsfolk, byggetekniske eksperter og fredningsnævnet), og kommunens egen præcedens i lignende sager gør det samme - er det jo ikke de faglige hensyn, der vil lægge til grund for et eventuelt afslag.
Alt peger derfor på en forurettet køber med magtfulde venner.
Hvem bød på Skansegården?
Derfor kunne det være spændende at vide, hvem der bød på Skansegården - og hvor meget buddene lød på. Et af argumenterne, der skal miskreditere budvinderen, er, at han bød 5 millioner, hvilket er det dobbelte af vurderingsprisen.
Med en lukket budrunde byder man det, man mener, at ejendommen er værd - og det man tror, at der skal til for at få den. Det var præcist det, Charles Ginnerskov gjorde.
Der var i alt 12 bud, og det vindende bud var det eneste, der var over udbudsprisen. Når staten sælger ejendomme, skal der være tungtvejende grunde, hvis en ejendom skal sælges under vurdering. Derfor kan den betragtes som en form for mindstepris.
Vi tror, at svaret på ovennævnte spørgsmål om katalysatoren til mediestormen skal findes blandt de 11, der bød, men ikke vandt. Især fordi flere uafhængige kilder fortalte os, at en af dem arbejder hos en lokal avis, hvilket kunne forklare, den store interesse samme medie har brugt på sagen.
Derfor har vi spurgt Naturstyrelsen, hvem der bød. Svaret var, at 7 ud af de 12 der bød, har beskyttet adresse - og derfor kan der ikke udleveres navneoplysninger. I skemaet herunder kan du se de 12 bud.Vi har valgt, at skjule navnene på de firmaer og personer som er offentlige – da de ikke indeholder personer, der til vores kendskab er ansat hos en avis eller er borgerlige politikere, men mon ikke en masse kunne opklares, hvis vi havde kendskab til, hvem der var bag de hemmelige bud?
Med til historien hører også, at sælger nævnte, at der var flere udenlandske købere, der var interesserede. De valgte dog ikke at byde.
Hvorfor er statens ejendomsvurdering vigtig?
Statens ejendomsvurdering på Skansegården har tidligere været højere end udbudsprisen i auktionen.
Hvis den tidligere borgmesterkandidat (V) og hans parti får held til at nedlægge en §14; så er det alle kommunens borgere, der skal være med til at finansiere oprydningen af denne sag. Det er der allerede nogle nabokommuner, der har prøvet – det kan du læse mere om her: Belært af erfaring: Kommunen siger ja til nedrivning | jv.dk
Hvem der gemmer sig bag de skjulte bud, finder vi eller medierne nok aldrig ud af. Tilbage står spørgsmålet. Var hele dette mediecirkus aldrig startet, hvis en af de andre budgivere havde budt højest? Hvis du vil se mere om sagen så kig her:
Google Sites
Report abuse