Til gengæld er det ikke vanskeligt at finde tidligere sager, hvor Venstre også har haft fri adgang til journalistiske ressourcer fra det heftigt statsstøttede JydskeVestkysten.
Jysk Fynske Medier, som ejer JydskeVestkysten (og pt. 15 dagblade, 63 ugeaviser, 5 radiostationer og en lang række digitale nyhedsmedier), er den koncernmæssig største modtager af mediestøtte i Danmark med 64,4 millioner kroner årligt. I 2019 gik de 17,5 millioner til JydskeVestkysten. I indeværende år har koncernen desuden fået del i hjælpepakken i forbindelse med COVID-19.
Derfor er der midler til at sætte store ressourcer ind, når vennerne i Venstre har brug for muskler.
Opskriften, der er lige så brutal som den er effektiv, har været brugt før.
Her er den punkt for punkt:
Venstre har et problem med en sag eller en politisk modstander… (lad os kalde ham/hende for X).
De beder JV om at ‘grave smuds’ frem om X.
JV sætter alle ressourcer ind på at finde smuds.
Hvis det ikke lykkes, skriver de alligevel en beskidt forsidehistorie om X… – der perifert lyder til at kunne have hold i virkeligheden. Hvis ikke historien lever op til journalistfagets etiske retningslinjer, fremsætter Mr. Fake News, lokalredaktør Halldor Henriksen, den blot i form af en kommentar (så er der ingen etiske regler).
Venstre udtaler, at det er chokerende og forkasteligt, at X opfører sig så svinsk.
X afviser historien – og dokumenterer måske endog, at den er forkert.
JV beklager i en lille notits på side 12. Chefredaktør Mads Sandemann sidder i Pressenævnet og ved præcist hvor grænsen går. Samtidig fortæller han gang på gang, at Venstres mand i Jysk Fynske Mediers bestyrelse ikke har indflydelse på mediets redaktionelle linje.
X er i teorien renset, men skaden er sket. Alle har set, at han/hun er en skurk, men meget få har set, at det er løgn.
Falske anklager betaler sig
Skansegårdens ejer er stadig i ilden, men han er ikke den første. Mange husker sikkert den såkaldte notat-sag tilbage fra kommunalvalgkampen i 2017 om direktør for kommunikationsbureauet Commocean, Trine Lindén, som også var politisk aktiv i Det Konservative Folkeparti i Sønderborg. Trine og Commocean blev også udsat for ovenstående opskrift – punkt for punkt.
Alle anklagepunkter mod hende blev pure afvist, og Pressenævnet udtrykte en delvis kritik af JydskeVestkysten for deres rolle i sagen. JVs egen pligtfortælling om pressenævnets afgørelse blev skjult i bunden af en artikel, der var så lang og kedelig, at ingen nåede derned.
Kampagnen havde ikke et gran af sandhed, men alligevel virkede planen. Commocean mistede en stor kunde, og Venstre fik svækket en politisk modstander.
I den offentlige gabestok er det ikke medierne, der skal bevise, at X er skyldig. Det er X, der skal bevise sin uskyld. Og da Jysk Fynske Medier sidder tungt på mediemarkedet, er man nødt til at fortælle om det gennem egne kanaler. Det fortsætter vi naturligvis med at gøre.
Synes du, at det i orden?
På Jysk Fynske Medier website kan man se følgende citat: ”Vi når ud til 679.000 læsere hver uge med vore dagblade, 973.000 læsere på vore ugeaviser fra Limfjorden til grænsen og på Fyn og Sjælland. Dertil regionale og lokale nyhedssites med 360.000 daglige brugere. Den nationale Radio4 med JFM som hovedejer, når 362.000 ugentlige lyttere. Foruden Radio4 har koncernen fire kommercielle radiostationer med 823.000 ugentlige lyttere.”
En rigtig stor del af Danmarks befolkning er repræsenteret i disse tal.
Med Venstres nuværende status i det politiske billede er det næppe sandsynligt, at alle mediets brugere støtter de beskrevne journalistiske metoder – eller den partipolitiske indflydelse på, det der burde være uafhængig journalistik.
Hvis du selv er abonnent, lytter eller læser, kan du jo stille dig selv disse spørgsmål:
Føler du, at dine synspunkter bliver tilgodeset? Støtter du politiske kampagner forklædt som ansvarlig journalistik? Synes du, at Jysk Fynske Medier på forsvarlig vis forvalter deres ansvar som landets største modtager af redaktionel produktionsstøtte fra Kulturstyrelsen?
Venstre-vælgere kan måske også overveje fornuften i at visse lokalpolitikere bruger deres mandat og skatteyderfinansierede midler på personligt motiverede kampagner, samtidig med at der netop i øjeblikket er brug for ekstra store ressourcer til blandt andet ældreplejen, sundhedssektoren og et presset erhvervsliv.