Venstrepolitikeren Peter Erik Hansen presser kommune til at fremsætte grund
Falsk anklage om misbrug af kommunale fotos kostede gennem mere end et halvt år både skatteyderne og den falskt anklagede dyrt i behandlingstid og advokatsalærer. Senere erkendte kommunen, at der faktisk aldrig havde været en reel sag.
Politikeren, der pressede kommunens forvaltning til at sætte det omkostningstunge maskineri i gang, holdt sig, sædvanen tro, økonomisk skadesløs.
Her får du en kort beskrivelse af det tragikomiske forløb.
Portrætartikel af Peter Erik Hansen
Den 2. oktober 2020 bragte vi en artikel om lokalpolitikeren Peter Erik Hansen (V) fra Sønderborg byråd. I den artikel fortalte vi om nogle af hans bedrifter og fokuserede især på hans kompetencer i skattemæssige spørgsmål. Peter Erik Hansen, der for øvrigt selv har haft en livslang erhvervskarriere uden at betale mange kroner i selskabsskat, havde nemlig gennem en artikel i JydskeVestkysten beskyldt en anden erhvervsmand for skattefusk.
I forbindelse med nævnte portrætartikel brugte vi et foto af hovedpersonen. Billedet var hentet fra Sønderborg Kommunes pressefotos.
Disse fotos er til fri afbenyttelse i forbindelse med omtale af Sønderborg Kommune. Da Peter Erik Hansen er byrådspolitiker for Venstre, samt i høj grad involveret i den byggesag i kommunen, som var emnet i Peter Hansens indlæg i JV, var vores brug af fotoet relevant.
Presser kommunens forvaltning til at reagere
Alligevel var Peter Erik Hansen så fornærmet over brugen, at han bad kommunens forvaltning om at stoppe brugen af fotoet. Vi havde svært ved at se kommunens bevæggrunde til at reagere i en så latterlig sag, men da vi fik et krav om at stoppe brugen af billedet og trusler om et fogedforbud mod fortsat brug, bad vi kommunen om aktindsigt i forløbet.
Aktindsigten afslørede, at Peter Erik Hansen havde ringet til kommunalchefen selv og bedt ham om at gøre noget ved sagen. Kommunalchefen sendte sagen videre til sekretariatschefen, der blandt andet skrev følgende til Peter Erik Hansen: ”Du må meget gerne vende tilbage med en tilkendegivelse af, hvad du ønsker, der skal ske, og hvad du ønsker, vi foretager os herfra.”
Samme dag svarede Peter Hansen. Han anmodede kommunen om at sikre: ”…at misbruget af ophavsretten standses. Herunder igangsætning af fogedforbud...”
Sønderborg Kommune brugte ikke deres egne jurister, men valgte i stedet at sætte en af byens bedste advokater på sagen.
Så var der arbejde til juristerne!
Derefter kørte sagen via advokaterne i et halvt år. Vi fik besked på at fjerne billedet og blev truet med et fogedforbud. Desuden blev kravene skærpet til også at omfatte to portrætter af byrådsmedlemmerne Daniel Staugaard (V) og Thomas Worm Larsen - Byrådsmedlem Sønderborg Kommune (V).
Vi henviste til retmæssig brug og indbragte kommunens afgørelse for Ankestyrelsen. Her venter vi stadig på en afgørelse.
Reelt var der ingen sag
Denne og mange andre tilsvarende sager begynder at tegne et mønster. Truer Venstre helt almindelige borgere uden at have loven på deres side? Det virker krænkende for retssikkerheden - især for de mennesker, der ikke har økonomisk mulighed for at forsvare sig selv.
Senest har Sønderborg Kommune åbenbart erkendt, at der ikke rigtig var en sag i det hele taget. Derfor er advokaten taget af opgaven.
Hvem skal betale for dumhederne?
Det sidste, der er tilbage, er altså blot at betale de mange jurister og kommunalt ansatte for deres arbejde med en fiktiv sag. Vi har måttet betale egne advokater. Skatteborgerne har betalt for Kommunens indsats, hvilket ifølge Kommunen er en selvfølge - selvom det næppe er normalt, at et byrådsmedlem kan bruge kommunens jurister og penge på at føre private retssager.
Peter Erik Hansen - lokalpolitikeren, der satte processen i gang - skal naturligvis ikke betale en krone. Trods hans åbenlyse mangel på situationsfornemmelse støtter Venstre 100 procent op om denne mand, eksempelvis med bestyrelsesformandsposter både i det statsstøttede Venstremedie JydskeVestkysten og i Den sydvestjydske Venstrepresse (DSVP).
Samme loyale opbakning får Peter Erik Hansen fra sine støtter i erhvervslivet, eksempelvis Claus Ewers, Torben Lindvang og Erik Damsgaard.
I lyset af denne sag, er det interessant at Venstres nye byrådskandid Kjeld Stærk, i et debatindlæg i JydskeVestkysten blandt andet påpeger at:
”Administrationsomkostningerne i Sønderborg Kommune hører til blandt landets højeste i forhold til kommunens størrelse.”
Tjae, men måske er en medvirkende årsag til omkostningerne, at Venstres egne byrådsmedlemmer bruger administrationen til private korstog. Eksempelvis den årelange modstand mod Skansegården.
Alt tyder på, at det ikke er sidste gang, du skal være med til at betale for Peter Erik Hansens bedrifter.
Venstrepolitikere har åbenbart kompetencer, der gør dem i stand til at se mærkesager, som vi andre har svært ved at få øje på. Derfor bliver de let misforstået. Måske fordi de har svært ved at forklare deres agendaer for resten af befolkningen. Denne video kan anbefales for dig, der gerne vil være bedre til at forstå Venstres politiske budskaber.