Mere end 70 nye familieboliger
i 5-6 etager på Sønderborg Kaserne?

Politikerne i økonomiudvalget har netop taget stilling til en ansøgning fra Sønderborg Andelsboligforening (SAB) om støtte til byggeri af minimum 70 nye familieboliger på boldbanen ved Sønderborg Kaserne. SAB vil købe den 14.100 kvadratmeter store grund. Den historie begyndte at lække for præcist et år siden. En dag i efterårsferien 2023 blev gæsterne på Hotel Sønderborg Kaserne vækket, da store maskiner i ly af nattemørket rykkede ind på det nævnte område. 

Dengang var gisningerne om, hvad der skulle ske mange, og nogle var mere underholdende end andre: Et nyt rådhus? Eller måske en helikopterlandingsplads til Sergenten og Hotel Alsiks fine gæster? 

Venstre og DF mod boligbyggeri på kasernen

Én ting synes dog dengang at være sikkert: Boligbyggeri kunne det ikke være. Både Venstre og Dansk Folkeparti i Sønderborg havde nemlig tidligere været ubøjelige i deres modstand mod boligbyggeri tæt på Sergenten. 

Da Hotel Sønderborg havde planer om at bygge et beskedent motel med 32 værelser på området, var der politisk flertal i byrådet for at arbejde videre med den idé, også selv om den ville kræve en lokalplanændring. Kun Venstre og DF var imod. 

Deres argumenter gik blandt andet på, at et motel ville give store trafikale problemer på Kaserneområdet. Stefan Lydahl fra DF berettede i maleriske vendinger, at han passerede kaserneområdet et par gange om ugen, når han luftede hund, og hver gang var han og vovsen ved at blive kørt ned. Lydals sikkerhed er naturligvis noget, man må tage alvorligt.

Hvordan et motel i den størrelse skulle skabe større problemer med trafik og parkeringsmuligheder end Sergentens arrangementer med plads til op til 1500 gæster (der skal klemmes ind på koncertstedets 21 parkeringspladser) kan være svært for os andre at forstå.

Politikernes beslutning blev underkendt

Under alle omstændigheder var flertallets ønske om at arbejde videre med det turismevenlige projekt ligegyldig. Danfoss/BMC Fonden ønskede ikke et motel nær deres etablissementer Sergenten og Alsik. Det forklarede Keld Stærk (medlem af byrådet for Venstre og tidligere Danfoss-ansat) i byrådsdebatten. 

Han mente, at et low cost motel nær de to BMC-fyrtårne ville have fået arkitekt Frank Gehry (manden bag masterplanen) til at ryste på hovedet (i betydningen: vende sig i sin grav). Det sidste vil dog næppe ske, da Gehry stadig lever i bedste velgående. 

Men BMC Fonden dikterede, og politikere og embedsværket rettede ind. Projektet blev skrinlagt. 


70+ nye familieboliger i 5 til 6 etager

Motelhistorien må unægtelig have give byrådsmedlemmerne i Venstre og DF et dilemma denne gang. 70+ nye familieboliger vil give væsentlig mere trafik end det tidlige projektforslag. Hvis vælgerne skal tage dem alvorligt, kan de vel dårligt vende på en tallerken.

Og så var der jo BMC Fonden at tage hensyn til. Det er næppe sandsynligt, at Sønderborg Kommune vil gå ud i offentligheden med planerne om det nye boligprojekt, uden at det i en vis grad er forhåndsgodkendt af Sønderborgs egentlige magthavere. 

Men hvordan spiller det nye projekt, der skal give billige familieboliger på kaserneområdet, sammen med BMC Fondens tanke om et stiligt og elitært helhedsindtryk.

Økonomiudvalget har ikke desto mindre godkendt forslaget. Sjovt nok var?

Ellen Trane Nørby fraværende, hvilket ser ud til at være et mønster, når kontroversielle emner behandles. Men godkendelsen fra politikerne er jo kun første skridt på vejen. Har Kommunen fået lov? 

Danfoss/BMC Fonden giver næppe grønt lys til almennyttige boliger på kasernen, uden at det koster dyrt på anden vis - men da Sergenten desperat mangler parkeringspladser, kan man formode, at der pludselig viser sig nye muligheder for at lave flere af disse på kaserneområdet. 

Det er næppe tilfældigt, at salget sker præcist nu – 10 år efter at kommunen købte Sønderborg Kaserne. Fra den 1. oktober 2024 er Sønderborg Kommune fritstillet i forhold til salg og handel af dele af kasernen, og kan derfor sælge uden at skulle aflægge samlet regnskab over økonomiske ejendomsmæssige transaktioner over for staten (den såkaldte gevinstklausul). 

Forvaltningen og politikerne har sagt ja, men hvad siger magthaverne. Vi holder vejret sammen med dem, boligforeningen og alle jer skatteborgere, mens vi venter på afgørelsen oppefra. Det bliver spændende at følge.

Kommunal støtte til bæredygtigt ferieresort

Trods afvisningen af motelprojektet er Sønderborg Kommune generelt positiv overfor turistfremmende projekter. Eksempelvis kaster man mange skattekroner ind i infrastruktur m.m. i forbindelse med det kommende Nordborg Resort: det 190 hektar stort ferieresort med 440 sommerhuse og et badeland, der bliver landets tredjestørste.

Byrådsmedlem Stephan Kleinschmidt, Slesvigsk Parti, skrev for nyligt i SønderborgNyt, at resortet bliver: ”… et samlingspunkt, hvor både lokale og turister kan nyde den smukke natur. Det er vigtigt, at væksten i turismen sker på en bæredygtig måde. Resortet har netop fokus på klima og miljø ved at integrere miljøvenlige løsninger, der harmonerer med den omkringliggende natur.” 

Det er da flot, hvis det lykkes at skabe klimavenlig og bæredygtig familieturisme oven på en af Danmarkshistoriens største forureninger. Himmark Strand forureningen er, sammen med Høfde 42 på Harboøre Tange, en af Danmarks 10 generationsforureninger. 

Måske bliver det ikke de lokale, der lader deres børn bygge sandslotte der.

Selektiv mediebevågenhed

Det kan i øvrigt også undre, at det stærkt mediestøttede JydskeVestkysten, der eksempelvis har brugt snesevis af artikler på at præcisere deres egen (og sjovt nok også Venstres) negative holdning til et hotel- og boligbyggeprojekt på havnen i Aabenraa, ikke har gravet en smule i udfordringerne ved at banke et 5-6 etager højt boligkompleks op på havnen i Sønderborg. 

Men på den anden side set, de har heller ikke tænkt over at grave lidt i Nordborg Resorts beliggenhed. Og faktisk er der vel næppe nogen, der har lyst til at grave for dybt… lige der. Slet ikke uden beskyttelsesudstyr.

Der sker nok også så meget i landsdelen, at det kan være svært at dække det hele – desuden har Venstre og Sønderborgs magthavere jo stadig Peter Hansen siddende i bestyrelsen i Jysk Fynske Medier/JydskeVestkysten.

Business as usual

Livet går videre som vanligt i Sønderborg. Hvis du vil have lidt mere detaljeret viden om de enkelte emner, vi har berørt i denne artikel, så finder du de relevante links i kommentarfeltet herunder.