Derfor graver vi igen!
Skansegårdens dybdegravende hold føler sig nødsaget til at gribe tastaturet igen, og denne gang retter vi blandt andet fokus mod Sønderborgs gamle kaserneområde og de nærliggende arealer. Her foregår der nemlig også uregelmæssigheder. Det var naturligvis igen Peter Hansens der var årsag til, at vi flyttede vores fokus ind i Sønderborg by.
Da Hotel Sønderborg Kaserne ønskede at etablere et motel med 32 værelser på kaserneområdet, var idéen at lave et lidt billigere alternativ til de andre overnatningsmuligheder i området - blandt andet med henblik på håndværker og andre, der havde mere brug for søvn end luksus.
Det bragte straks Peter Hansen på banen. I et læserbrev i JydskeVestkysten tordnede han mod idéen, og hele Venstre og DF rettede ind, som altid. De afviste forslaget blandt andet med begrundelse i de trafikale udfordringer. I byrådsdebatten om et muligt motel sagde Venstres Keld Stærk (som i øvrigt var Danfoss-ansat), at et lavprismotel ikke hørte hjemme i nærheden af Alsik og Sergenten. Mellem linjerne sagde han altså, at Danfoss og BMC Fonden ikke ville have snavsede arbejdere i nærheden af deres fine etablissementer. Selv om arbejdere ubetinget har været med til at skabe deres velstand.
Hvordan kan et motel med 32 værelser skabe store trafikale udfordringer, når hverken Alsik (der har 200 hotelværelser uden egne P-pladser) og Sergenten (der laver arrangementer med plads til 1500 mennesker med kun 22 P-pladser) ikke har givet årsag til bekymring hos de samme politikere.
Alt er ved det gamle i Sønderborg. Peter Hansen, der faktisk officielt ikke længere er politiker, fortæller stadig Venstre og DF, hvad deres politiske holdning er. Og igen synes aktørerne i dette tvivlsomme netværk at bestå af den gamle magtelite, vi kender fra sagen om Skansegården – og JydskeVestkystens bestyrelsesformand Peter Hansen sidder centralt i edderkoppespindet. Mens nogle byggeprojekter og initiativer som beskrevet bliver afvist, får andre bygherrer fuldstændig frie tøjler - og oveni købet kommunens forvaltnings hjælp til et utal af dispensationer - samt et tilsyneladende bevidst forsøg på lovbrud.
Det har vi kigget nærmere på.
FOTO: Sønderborg Kommune