Er JydskeVestkysten et troværdigt medie?
Er JydskeVestkysten et lydigt presseorgan for Peter Erik Hansen, Danfoss ejer Jørgen Mads Clausen og venner? Er JydskeVestkysten et troværdigt medie? Hvem har indflydelse på deres valg af stof? Er Skansegården virkelig genopbygget? Har erhvervslivet stadig brug for de ledertyper, som medierne (eksempelvis Berlingske) i de seneste måneder har omtalt som dygtige røvhuller? Få svar på nogle af spørgsmålene i denne tekst - som også rejser et par nye spørgsmål.
Gennem adskillige artikler har vi afdækket det tætte parløb mellem det heftigt mediestøttede mediehus JydskeVestkysten / Jysk Fynske Medier og deres bestyrelsesformand, den tidligere Venstrepolitiker og konkursrytter Peter Erik Hansen (se evt. links i kommentarsporet).
JV har, gennem chefredaktør Mads Sandemann og ansvarshavende chefredaktør Peter Orry, naturligvis gentagne gange konsekvent afvist, at de agerer villigt tæskehold for deres bestyrelsesformand. Alligevel er det lige så mange gange lykkedes for dem selv at modbevise påstanden.
Da JydskeVestkysten den 18. december 2021 bragte historien om, at Charles Ginnerskov var blevet ekskluderet af Erhvervsklubben Sønderborg, brugte de blandt andet revykongen Leif Maibom, butiksejer Rikke Torre og andre populære borgere til at blåstemple erhvervsklubbens ageren, sikkert uden at disse mennesker var blevet spurgt om deres holdning til sagen.
Desuden lykkedes det i sædvanlig stil for JydskeVestkysten både at undlade væsentlige oplysninger og lave fejl, der kunne være undgået ved blot et minimum af research.
Om det skyldes manglende kompetence eller bevidst manipulation af virkeligheden er uvist, men man kan godt undre sig over, hvad hensigten med artiklen var? Og måske især: Hvem der havde bestilt den?
Hvem trak Erhvervsklubben Sønderborg ind i konflikten?
Det var ikke, som Morten Kjær Hansen, formand for Erhvervsklubben Sønderborg citeres for at sige, Charles Ginnerskov, der var skyld i at Erhvervsklubben: ”er blevet involveret i en konflikt (Dybbøl Banke Skansegården), som Erhvervsklubben ikke ønsker at være en del af.”
Det var i stedet en flok af Peter Erik Hansens nære samarbejdspartnere, der iværksatte det angreb, der trak erhvervsklubben ind i sagen. Helt konkret var det Claus Ewers (Brødrene Ewers A/S), Torben Lindvang (Auto Lindvang A/S) og Erik Damsgaard (OJ Electronics A/S), der stod bag den ufine manøvre. Utvivlsom dikteret højere oppefra i hierarkiet i den Sønderborgske magtelite.
JV glemte også at nævne, at initiativgruppen iværksatte en vedtægtsændring og en efterfølgende afstemning om eksklusion med den begrundelse, at Charles Ginnerskov havde vovet at tage til genmæle over for Peter Erik Hansens angreb i JV og på Facebook-siden Politik i Sønderborg. Kort sagt var ekskluderingen en manøvre, der skulle hæmme den grundlovssikrede ytringsfrihed.
I øvrigt skriver JydskeVestkysten, at deres informationer er baseret på (citat): ”mailkorrespondancer publiceret på erhvervsklubbens egen Facebook-side mellem formand Morten Kjær Hansen og Charles Ginnerskov op til generalforsamlingen…”
Det ville måske lyde mere troværdigt, hvis Erhvervsklubben Sønderborg havde en Facebook-side. Det har de ikke.
Morten Kjær Hansen landede i øvrigt i den ubehageligt varme formandsstol, som Allan Schøne (Partner i EY Danmark) havde forladt i hast efter at have deltaget i ekskluderingen i erhvervsklubben. Måske tog Morten tjansen, fordi det var en længe ønsket drøm. Eller måske fordi hans daværende arbejdsgiver (A/S Brødrene Eegholm, med Claus Ewers og Peter Erik Hansen i bestyrelsen) ønskede det. I dag er Morten arbejdssøgende, så taknemmeligheden rakte vist ikke så langt.
Hvorfor skriver JV ikke om disse emner?
Det blev naturligvis heller ikke nævnt, at denne artikel var det mediestøttede JVs indlæg nummer 55 i Peter Erik Hansens kampagne mod Skansegården og dens ejer.
Samme medie har, overraskende nok, fuldstændig overset de mange spændende konkurser og tvangslukninger i deres bestyrelsesformands og hans nære samarbejdspartneres farverige erhvervskarrierer: Konkurserne som i øvrigt har et stort personsammenfald med erhvervsklubbens medlemsliste.
JV nævnte heller ikke, at en anden af Peter Erik Hansens indflydelsesrige venner: Danfoss ejer Jørgen Mads Clausen, både havde lagt pres på Ginnerskovs arbejdsgiver og forsøgt at købe CG ud af Sønderborg.
Der blev heller ikke nævnt, at flere medlemmer har forladt Erhvervsklubben Sønderborg i protest mod det beskrevne forløb: Blandt andre Borgmester Erik Lauritzen og Kommunaldirektør Tim Hansen, hvilket betyder, at deres vedtægtssikrede ærespladser i klubben ikke længere er besat. I øvrigt forlod Anette Nøhr Clausen erhvervsklubben kort efter, at manøvren i erhvervsklubben var sat i gang.
Der var altså masser af spændende emner med langt mere slagkraft og måske også mere læserinteresse at tage fat på. Hvorfor har JV ikke opdaget et eneste af dem?
JV forsøgte ikke engang at kamuflere deres journalistiske farvning, da de skrev: ”Charles Ginnerskov har blandt andet påstået, at Peter Hansen fører et personligt hævntogt imod ham samt kommet med påstande om magtmisbrug og andre udokumenterede anklager.”
Der må vi korrigere. I alle vores artikler om Peter Erik Hansens manøvrer - falske anklager, politianmeldelser, leg med luksusyacht og jetfly samt rækken af konkurser - har vi fremlagt dokumentation sammen med artiklerne. De ligger stadig tilgængelige på vores Facebook-side, hvis JVs dygtige journalister ønsker at få en dybere indsigt. Alt er dokumenteret herfra - men Peter Hansen har ikke dokumenteret nogle af hans påstande.
Er det suspekt at betale sine regninger selv?
JV-journalist Henrik Rath vælger den opsigtsvækkende overskrift: ”Kendt direktør ekskluderet af erhvervsklub efter politisk tvist: Har brugt over 1,4 mio. kroner på Facebook for at forsvare sin sag.” Det virker som om, det er suspekt, at en borger selv betaler for at få fortalt sin side af historien.
Peter Erik Hansen (der sidder på formandsposten i både JydskeVestkysten, Jysk Fynske Medier og Den sydvestjyske Venstrepresse DSVP) har kunnet få sin version formidlet ganske gratis.
Som en lille sidehistorie kan vi fortælle at Den sydvestjydske Venstrepresse (DSVP) kom ud af 2020, det første år med Peter Erik Hansen ved roret, med et underskud på 49,6 millioner kroner. DSVP ejer udgiverrettighederne til JydskeVestkysten og 36 procent af Jysk Fynske Medier. Heldigvis hentede JFM-koncernen 64 millioner i statsfinansieret mediestøtte + et ikke oplyst beløb i Corona-støtte, så takket være dine skattepenge kommer der alligevel lidt ind på kontoen til landets fjerde statsmagt.
Er Skansegården virkelig revet ned og genopbygget?
JV stjernerapporter afsluttede rækken af unøjagtigheder med et gammelt arkivbillede af Skansegården med følgende ordlyd i billedteksten: ”Det er denne bygning - Skansegården i Dybbøls skanseområde - som Charles Ginnerskov købte i foråret 2020. Den er nu revet ned og nyt opføres.”
Det siger jo alt om JydskeVestkystens research og journalistiske grundighed og får det hele til at ligne en ligegyldig bestillingsopgave, måske fra deres bestyrelsesformand. Enhver kan nemlig med egne øjne forvisse sig om, at Skansegården stadig står og forfalder på Dybbøl Banke, da der endnu ikke er givet en byggetilladelse.
Endelig rundes dette journalistiske mesterværk af med følgende information:
”Presseetiske regler for Jysk Fynske Medier
Jysk Fynske Medier står for en journalistik, der er fair, kritisk, saglig og hviler på korrekte oplysninger.
Alle titler under Jysk Fynske Medier følger Vejledende Regler for God Presseskik, som er besluttet af Danske Medier og Dansk Journalistforbund, samt al relevant lovgivning på området som eksempelvis Medieansvarsloven og Markedsføringsloven.
Der er vandtætte skotter mellem journalistikken og de holdninger, som medlemmer af bestyrelsen har.
Chefredaktør Mads Sandemann, JydskeVestkysten, udtaler: Sagt på en anden måde: Bestyrelsesformand Peter Hansen har ingen indflydelse på, hvad JydskeVestkysten bringer og ikke bringer.”
Moralens årti - og de nye vinde
Vi kan ikke vide, om du tager den forsikring for gode varer, eller om du også stormer afsted for at lede efter en brækspand. Trods forsikringen fra Sandemann og Orry er vi stadig en smule i tvivl om, hvem der påvirker JydskeVestkystens stofvalg.
Vi noterer os også, at JV har genoptaget deres kampagne, nu hvor kommunalvalget er overstået, og bestyrelsesformand Peter Erik Hansen ikke længere er politiker.
De nye moralske vinde der på det seneste er blæst gennem en del tunge erhvervsvirksomheder både i medieverdenen, landbrugsorganisationer og senest også fagbevægelsen, har åbenbart ikke gjort indtryk på den jysk/fynske mediegigant.
Skandalesager i SKAT, Landbrug & Fødevarer, bankverdenen, mediebranchen og senest… fagbevægelsen har ellers gjort det klart: Man kan ikke længere føle sig helt sikker i erhvervslivets topstillinger, bare fordi man er et dygtigt røvhul.
De personer, der er nævnt i denne artikel, er, som ledere, rollemodeller for sammenlagt omkring 55.000 ansatte, hvoraf Jørgen Mads Clausen, gennem Danfoss, naturligvis er chef for de fleste.
Har de ikke en særlig forpligtelse til at agere nogenlunde moralsk? Undertrykkelse af ytringsfriheden er noget, man forbinder med totalitære regimer, og i Danmark er ytringsfriheden grundlovssikret.
Desuden har disse ledere alle bestyrelser, at skulle retfærdiggøre deres handlinger over for. Det ville være interessant at vide, hvad bestyrelsesmedlemmerne i Danfoss, JydskeVestkysten, Jysk Fynske Medier og Den sydvestjyske Venstrepresse, Brødrene Ewers, Auto Lindvang, Volvo Danmark, EY Danmark og OJ Electronics mener om deres ambassadørers rolle i forsøget på at undertrykke ytringsfriheden.