Claus Ewers, overhovedet i Ewers-familien, har formået at skabe et forretningsimperium, hvor skatteyderne ser ud til at bære risikoen for hans investeringer. Det kræver en særlig slags kreativitet at kunne navigere et system, hvor tab i milliardklassen ikke synes at have konsekvenser. Mon det er den form for forretningssans, som Alan ønsker at tage med hjem?
Så er der Peter Hansen, den dygtige erhvervsmand med en lang række forliste selskaber bag sig. Han har ingen ære, kun magtfulde venner, der sørger for, at spotlyset ikke rettes mod ham – selvom der er nok at finde, hvis man tør kigge. Men det tør medierne tilsyneladende ikke. Det er fascinerende at se, hvordan man kan bevare sin position i skyggen, beskyttet af forbindelser, snarere end resultater.
Og endelig er der Jørgen Mads Clausen, Danfoss-ejeren, der nærmest synes at have Grundloven på sin egen bogreol – som et værk, der kan tolkes, præcis som han ønsker. Det kræver virkelig en særlig type lederskab at kunne få politikere til at danse efter sin pibe og sikre, at reglerne bøjes efter behov.
Ambassadør Leventhals støtter i USA må uden tvivl spekulere over, hvorfor han valgte at bruge sin tid med netop disse "kreative" danske personligheder. Kunne det være, at der er en særlig form for dansk charme, der blot ikke kan modstås? Eller er det simpelthen så betagende at se, hvordan man kan spille efter sine egne regler og stadig komme ud som vinder?
I sidste ende handler det om at skabe illusionen af en pæn facade og sørge for, at alt snavset forbliver gemt i skabene.