Sønderborgs magtelite – upåvirket af afsløringer
Sønderborgs magtelite - upåvirket af afsløringer
Afsløringer af snesevis af konkurser med et opsigtsvækkende personsammenfald. Fortsat intern heksejagt i erhvervsklubben, der giver en arrogant langemand til den offentlige mening.
Stadig ingen udtalelser fra erhvervsklubben… eller fra Venstres medlemmer i klubben, de to byrådskandidater Ellen Trane Nørby og Kjeld Stærk. Det der sker på Als bliver på Als, er mantraet. Velkommen til Sønderborg 2021.
I løbet af efteråret 2021 offentliggjorde vi historien om, hvordan den hårde kerne i Erhvervsklubben Sønderborg arbejdede på at få Charles Ginnerskov ekskluderet fra klubben. Årsagen til manøvren var, at Venstrepolitikeren og erhvervsmanden Peter Erik Hansens venner og samarbejdspartnere ville vise deres støtte til til PEH i den igangværende debat mellem PEH og CG.
Initiativtagerne til den vedtægtsændring i klubben, der skulle gøre det muligt at ekskludere CG, var Claus Ewers, Torben Lindvang og Erik Damsgaard ønskede mulighed for at smide et medlem ud: ”… hvis medlemmet begår strafbart lovbrud, eller hvis medlemmet efter bestyrelsens opfattelse på anden vis udviser upassende adfærd i det offentlige rum.”
”Upassende adfærd i det offentlige rum” skulle åbenbart tolkes som: Manglende vilje til at lægge sig fladt ned, når Peter Erik Hansen og hans venner kører hen over en i den mediestøttede mediebus JydskeVestkysten. Signalet til alle var, at hvis ikke grundloven gav lovhjemmel til at knække ytringsfriheden, må man jo bare lave sine egne love.
For en sikkerheds skyld havde Peter Erik Hansen (V) sideløbende med vennernes arbejde i erhvervsklubben sørget for at indgive en stribe politianmeldelser mod Charles Ginnerskov. De viste sig dog alle at blive frafaldet, da de blev forlagt politiets egne jurister (uden for Sønderborg).
Peter Erik Hansen
Lig i lasten
Angrebet i erhvervsklubben motiverede os dog til at grave lidt videre i den lange række af konkurser i Peter Erik Hansens fortid. Den research afslørede hurtigt, at han ikke var alene. Der var tale om en relativ stor gruppe af erhvervsfolk, der specialiserede sig i tvivlsomme selskabsslukninger, hvor store værdier på mystisk vis blev handlet videre til nye selskaber for symbolske beløb (1 kr. var en populær pris).
Mange af personerne i denne gruppe havde mellem 10 og 30 konkurser i historikken. Desuden var der et vist navnesammenfald med erhvervsklubbens medlemsliste.
Det forklarede i nogen grad, hvorfor der var opbakning til Peter Erik Hansen blandt en del af klubbens medlemmer. Men det forklarede ikke, hvorfor de medlemmer, der ikke var indblandet i disse sager, bare lod processen løbe videre.
Hvad kunne de have gjort? Tja, måske hævet deres røst og manet til anstændighed. Måske have forladt klubben, fordi de ikke syntes at deltagelse i magtspillet var foreneligt med holdningen i de virksomheder de repræsenterede i dag. Ganske enkelt… sagt fra.
Hvad gjorde de i stedet?
To medlemmer har forladt erhvervsklubben under heksejagten. Ingen af klubbens medlemmer har udtalt sig om sagen. Heller ingen af de store virksomheder de repræsenterer, har haft en officiel holdning. Alle holder vejret og håber stormen driver over. Ingen tør sige et negativt ord om Sønderborgs gamle magtelite.
Til gengæld har kommentarsporet under vores artikelserie om forløbet været tætpakket med respons på sagen. Folk fra hele landet har reageret med undren, forargelse og vrede over det, der foregår i Sønderborg. Nogle få lokale har budt ind med historier, om det de kalder Ringridermafiaen.
De fortæller, at vores afsløringer blot sætter ord på det, alle har vidst i gennem årtier, men som ingen har turdet sige højt. Samtidig har vi fået stribevis af personlige henvendelser med historier fra nuværende eller tidligere Sønderborgensere, der har oplevet noget tilsvarende. Men få tør stå frem offentligt. Mange har allerede oplevet, hvor svært livet bliver i byen, hvis man åbner munden og kritiserer de reelle magthavere. De fleste er hurtigt blevet tavse.
Business as usual
Erhvervsklubbens bestyrelses svar til de mange læserkommentarer er tavshed og noget, der reelt kan tolkes som en arrogant langemand til den offentlige mening. De kører nemlig, som du kan se i vores bilag under artiklen, helt uanfægtet videre med processen og fortsætter det målrettede arbejde med at få Charles Ginnerskov smidt ud af klubben. Næste skridt er dog skubbet på den anden side af kommunalvalget, måske af hensyn til Venstres to byrådskandidater Ellen Trane Nørby og Kjeld Stærk. De er begge medlemmer af Erhvervsklubben Sønderborg, men har som resten af klubben været helt tavse i denne sag.
Det der sker på Als bliver på Als, er mantraet. Det har vi ikke tænkt os at ligge under for, så derfor fortæller vi naturligvis fortsat om den gamle garde, der holder byen i et jerngreb og som, trods smukke ord om iværksætteri, gør det meget svært for nye iværksættere at etablere sig i Sønderborg.
Dinosaurerne sidder tungt på fortiden. Spørgsmålet er… om de skal sidde lige så tungt på fremtiden?
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling d. 23.11.2021
(Opslaget har tidligere været bragt på vores Facebook side)