JydskeVestkystens bestyrelsesformand går efter mindre lokalt medie
Venstrepolitikeren Peter Erik Hansen bryder sig ikke om, at man bruger fotos af ham. Faktisk har han startet adskillige sager på den baggrund. Men noget tyder på, at han heller ikke bryder sig om lokale iværksættere i ”hans” by, Sønderborg.
De fleste af sagerne er rettet mod den lokale iværksætter Charles Ginnerskov, der via denne side er en flittig bruger af lokalpolitikerens karismatiske kontrafej.
Men alle, der mistænkes for på en eller anden måde at have assisteret CG, risikerer en skrivelse fra Peter Erik Hansens advokat, som i øvrigt er en tidligere Venstrekollega - Thorbjørn Philippsen.
Det fik SønderborgNYT at mærke, da Peter Erik Hansen opdagede, at vi her på siden havde brugt et af de fotos, SønderborgNYT stiller til rådighed for alle i lokalområdet.
At bestyrelsesformanden for JydskeVestkysten/Jysk Fynske Medier (et stort mediehus med mere end 1000 ansatte) går efter et mindre uafhængigt lokalmedie med 2 ansatte, viser ikke kun arrogance, men også mangel på proportionssans.
Måske handler det også om at chikanere SønderborgNYT, der åbenbart er en torn i øjet på bestyrelsesformanden. I hans korrespondance til CG’s arbejdsgiver anklager han CG for citat: ”Brug af IP nordic’s annoncekroner i SønderborgNYT for at købe sig privat goodwill.”