Er Sønderborgs byråd og forvaltning blot handskedukker for Danfoss/BMC Fond?
Foto: Sønderborg Kommune
Kan Sønderborg Kommune beslaglægge din – eller din virksomheds ejendom for at give den til din nabo? Og kan man lade hånt om den Grundlovssikrede ejendomsret?
Det afhænger åbenbart af, om den nabo, der ønsker at sikre sig din grund, er Danfoss Fonden. Hvis det er tilfældet, anser kommunen tilsyneladende dette klare lovbrud som gangbar praksis.
Vi har allerede i flere sager dokumenteret, at Danfoss’ koncernens Godfather, Jørgen Mads Clausen, har et meget afslappet forhold til grundloven, og det ser ud til at Sønderborg Kommune blindt følger med ud over dén juridiske kant.
Vejdirektoratet kalder det: ”Magtfordrejning og varetagelse af usaglige hensyn.”
Følg med på en historie, der er fuldstændig utrolig – men som er 100 procent dokumenteret via aktindsigt (se bilag i kommentarsporet)
En dag i 2022 kører en servicetekniker ind for at servicere fadølsanlægget på Danfoss Fondens ejendom, Sergenten. Han parkerer ulovligt på den grund, der tilhører HOTEL Sønderborg Kaserne.
Det udløser helt automatisk en parkeringsbøde til teknikeren, som nægter at betale den. Fonden har nemlig givet ham tilladelse til adgang og parkering på den angivne plads, som de, ifølge egne udsagn, har ejerskab over.
Det undrer naturligvis grundens reelle ejere på HOTEL Sønderborg Kaserne, der tilbage i 2018 købte ejendommen på Sønderborg Kaserne af kommunen. De undersøger sagen og opdager, at Sønderborg Kommune, uden deres vidende og samtykke, har givet vejretten på deres grund til naboen, Danfoss Fonden.
Sergenten/Danfoss Fonden er i forvejen ved at udvikle sig til en ret plagsom nabo til HOTEL Sønderborg Kaserne, der blev indviet primo 2020. Eksempelvis modsætter Fonden sig hotellets ønske om at udvide aktiviteterne med et motel med 32 værelser.
I vanlig enevældig stil informerer Danfoss Fonden, i øvrigt før politikerne overhovedet har diskuteret sagen i byrådssalen, HOTEL Sønderborg Kaserne om, at et motelprojekt er udelukket – ene og alene, fordi Fonden ikke ønsker det. De gør det også klart, at de er sikre på, at politikerne og forvaltningen nok skal rette ind efter deres ønsker.
Venstre med Peter Hansen, Tage Petersen og Kjeld Stærk i spidsen går derefter i medierne og i byrådssalen med Danfoss Fondens budskab. Argumenterne, der bruges mod et motelprojekt på kasernen, er, at lokalplanerne skal overholdes for enhver pris – og at et motel med 32 værelser vil skabe trafikale udfordringer på kaserneområdet.
Det virker en smule ude af proportion, da politikerne samtidig giver tilladelse til, at Sergenten kan afvikle arrangementer med plads til op til 1500 gæster, selvom de kun råder over 21 parkeringspladser!
Kjeld Stærk udtrykker i byrådsdebatten dog også det, der måske er den reelle grund: at Danfoss Fonden ganske enkelt ikke ønsker et motel for almindelige (og måske snavsede) håndværkere i nærheden af deres fine etablissementer Alsik og Sergenten.
Det er blot én af mange gode grunde til, at hotellets advokat kigger nærmere på sagen. Han finder en historik, der afslører overtrædelser af både de etiske- og de juridiske spilleregler. Vi skal lidt tilbage i tiden.
Embedssjusk sneget under radaren
Historien starter nemlig nogle år tidligere. I december 2018 indgik HOTEL Sønderborg Kaserne/Castra ApS og Sønderborg Kommune en betinget købsaftale om ejendommen.
Købsaftale/skøde blev endelig tinglyst af advokat Vivi Muurholm i marts 2019. Måske husker du Vivi som boligejeren, der kunne få godkendt de mest utrolige byggeprojekter på hendes ejendom på Dybbøl Banke. Men… tilbage til kasernen.
I maj 2019 underskrev Sønderborg Kommune en erklæring om vejudlæg på ejendommen. Kommunen foretog altså udlæg på en ejendom, man allerede havde indgået salgsaftale om. Helt uden at følge proceduren i privatvejsloven og uden at oplyse køberne om, at den ejendom man havde solgt dem, nu blev reduceret i areal og værdi.
I september 2019 underskrev Sønderborg Kommune bemyndigelseserklæring til Geodatastyrelsens udstykning. I marts 2020 tinglystes skødet endeligt. Sergenten / Danfoss Fonden havde nu officielt fået tildelt vejret på HOTEL Sønderborg Kasernes grund.
I praksis svarer det til, at Sønderborg Kommune beslaglægger en del af din private grund og giver den til din nabo – uden at du får noget at vide om det. Der er naturligvis klagemulighed. Hvis du er utilfreds med afgørelsen, kan du klage til… kommunen.
Afsløret ved et tilfælde
Men så var det, at den tilfældige parkeringsbøde afslørede, at der var foregået lyssky aktiviteter i al hemmelighed. Grundens ejer rettede naturligvis henvendelse til Sønderborg Kommune og bad om en genoptagelse af sagen, da der var begået åbenlyse og væsentlige sagsbehandlingsfejl i forbindelse med vejudlægget.
Kommunen nægtede, trods gentagne henvendelser, at genoptage sagen. Den var ellers enkel nok. Den private ejendomsret er grundlovssikret. Alligevel fastholdt kommunens jurister, at de havde mulighed for at beslaglægge ejendom, hvis det var nødvendigt, for at Sergenten kunne få leveret varer (i praksis øl) på den nemmeste måde.
Øl er vigtigt, men ekspropriation… er ude af proportion
Den manøvre hedder ekspropriation og bruges eksempelvis, når der skal etableres motorveje og anden væsentlig infrastruktur, der er vigtig, for at samfundet kan fungere. HOTEL Sønderborg Kasernes advokat havde svært ved at se, at Sergentens øl-leverance (som i øvrigt kunne foregå ad andre adgangsveje) var af afgørende samfundsmæssig betydning.
Derfor gik sagen videre til Vejdirektoratet og kørte videre med skrivelse efter skrivelse, indtil Vejdirektoratet kom med deres endelige vurdering af kommunens afgørelse.
Det skete i oktober 2023. Den lyder:
”Vi ophæver afgørelsen som ulovlig, fordi det er usagligt, at Sønderborg Kommune foretager ekspropriation til fordel for ejeren af matr.nr. 854d (BMC Ejendomme) på bekostning af jeres klient, når ingen almene offentligretlige hensyn er bærende for afgørelsen.”
Sønderborg Kommune handlede altså i strid med grundloven, uden hjemmel i privatvejsloven og forvaltningsloven - og agerede helt atypisk i forhold til forvaltningsretlig praksis.
Kommunen blev irettesat af Vejdirektoratet – men løber fra regningen
Kommunen blev altså banket på plads af Vejdirektoratet, og i december 2023 fjernedes vejretten officielt fra BMC Ejendomme.
HOTEL Sønderborg Kaserne fik deres grund tilbage, men det kostede omkring kr. 500.000,- i sagsomkostninger og timeforbrug, at få lov til at beholde den ejendom, som de allerede havde betalt Kommunen for en gang.
Skal man vurdere det som en ekstra skat? eller dummebøde i ægte rockerstil?
Kommunens jurister er næppe ubegavede, så de har udmærket været klar over, at de handlede uden for lovens rammer, hvilket også kan læses mellem linjerne i aktindsigten.
Er der en ansvarlig voksen til stede i byrådssalen?
Vi synes, at det er en smule skræmmende at opleve, at nogle erhvervsfolk har så stor magt, at de tilsyneladende kan beordre Sønderborg Kommune til at bryde grundloven for at tilgodese deres krav eller ønsker. Vi mener også, at der blandt de folkevalgte lokalpolitikere, der repræsenterer et bredt politisk spektrum fra venstre til højre, burde være bare én, der rejste sig og meldte fra over for den kapitalmagt, der har reduceret byrådet og forvaltningen til en flok villige handskedukker.