Kan personlige agendaer påvirke Teknik og Miljøudvalgets og forvaltningens faglige beslutninger?

I en tidligere artikel på denne side funderede vi over, hvorfor det virker som om, Sønderborg Kommunes forvaltning aktivt forsøger at forhindre eller forhale en byggetilladelse til Skansegården.

Vi skrev dengang:

”Det er umuligt for os at vide, hvad der får forvaltningen til at lægge hindringer i vejen for en genopbygning af Skansegården. Personlige motiver eller politisk pres? Vi ved dog, at Venstre gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at forhindre en nedrivning - og at et af Venstres byrådsmedlemmer arbejder i samme afdeling hos Kommunen.”

Det fik den omtalte medarbejder, som i øvrigt er medlem af Venstres Hovedbestyrelse, til at kontakte os og gøre os opmærksom på, at han på ingen måde havde noget med byggesager at gøre. Han bad os rette fejlen og skrev følgende:

”Jeg arbejder ikke i den afdeling (faktisk slet ikke i den forvaltning) som behandler byggeansøgninger. Byggesagsbehandlingen sker i Teknisk Forvaltning. Jeg arbejder i forvaltningen Kultur og Erhverv og jeg har ingen myndighed til at tage beslutninger i byggesager.”


Vi vil gerne have tillid til Venstre… men det er svært

Nu antydede vi faktisk heller ikke, at vedkommende havde myndighed til at tage beslutninger i byggesager - men spekulerede blot over, om nogen havde mulighed for at påvirke vurderingerne, så afgørelser blev truffet ud fra andre motiver end ren faglighed.

Aktindsigt i mange nye nedrivningssager viser tydeligt, at Venstre og DF (gennem deres repræsentation i Teknik og Miljøudvalget) fortsat har støttet nedrivning i alle sager både før og efter Skansegårdsagen.

Den viser dog også, at Venstres mand i forvaltningen er mere alsidig, end han gav udtryk for i ovenstående udtalelse. Her er et citat fra en mail sendt fra ham til ingen ringere end den sagsbehandler, der hele tiden har modarbejdet opbygningen af Skansegården. Mailen omhandler tilladelse til nedrivning af den bevaringsværdige ejendom Kær Bygade 58D.

”I screeningssvaret er det en forudsætning for at nedrivningstilladelsen kan behandles, at der laves en besigtigelse. Jeg har aftalt med BSB Birgitte Herlevsen at jeg lige får det koordineret med jer, så der kommer en besigtigelse og derefter giver Birgitte svar.

....så mit spørgsmål er, hvem skal jeg kontakte for at få en besigtigelse i gangsat? :-)”

Nedrivningstilladelse? Hmm, hvem spørger?

Denne nedrivningssag gik også glat igennem. Det er altså ikke helt uden betydning, hvem der spørger om forvaltningens vurdering - og det er slet ikke ligegyldigt, hvis Venstre og DF har en finger med på vægtskålen.

Det har vi en del nye eksempler på. De følger i den kommende tid.

(Opslaget har tidligere været bragt på vores Facebook side)


Se skriv fra Daniel Staugaard (V) her

Daniel Staugaard har bl.a. via kommunens jurister (Så skal han ikke selv betale) sendt flere trusler, uden at der er sket mere. Du kan finde alle sagerne her på vores FB side.