Embedded Files
Ewers:
Juledagene i Sønderborg byder traditionelt på hygge og fællesskab – og for visse familier, et strategisk PR-stunt, der skal aflede opmærksomheden fra ubehagelige spørgsmål. I år er det Ewers-familiens tur til at fremstå som byens helte, hjulpet godt på vej af Sønderborgs egen Komiske Ali, Peter Hansen, der som formand for Jysk Fynske Medier sørger for, at kun de "rigtige historier" ser dagens lys.
Juledagene i Sønderborg byder traditionelt på hygge og fællesskab – og for visse familier, et strategisk PR-stunt, der skal aflede opmærksomheden fra ubehagelige spørgsmål. I år er det Ewers-familiens tur til at fremstå som byens helte, hjulpet godt på vej af Sønderborgs egen Komiske Ali, Peter Hansen, der som formand for Jysk Fynske Medier sørger for, at kun de "rigtige historier" ser dagens lys.
Ewers-familien, med Thomas og Stine i spidsen, præsenteres som Sønderborgs næste store bidrag til fællesskabet. Men bag idyllen gemmer der sig en historie om tab, tavshed og taktiske manøvrer, der kun de færreste tør stille spørgsmål ved.
JV's artikel bringer billeder af børn og juletræer, men nævner ikke de ca. 600 millioner kroner, familien har tabt i deres Kina-eventyr – et tab, der blandt andet ramte statslige fonde og dermed skatteyderne. Hvordan undgik Claus Ewers konkurskarantæne? Og hvorfor har ingen rejst kritiske spørgsmål om, hvorda.n disse midler overhovedet blev stillet til rådighed?
Det bliver ikke bedre af, at Peter Hansen, Sønderborgs svar på Komiske Ali, har gjort det til en kunstform at miskreditere kritikere og ignorere dokumenterede spørgsmål.
Når sandheden er for ubelejlig, ændres reglerne. Et eksempel? Claus Ewers' forsøg på at ændre vedtægterne i en lokal erhvervsklub for at ekskludere en kritiker, der stillede for mange spørgsmål om hans forretningsmetoder. Det er åbenbart lettere at ændre spillereglerne end at forklare, hvor pengene blev af.
Og hvad med de "julegaver", der flyder i form af tavse medier og undvigende politikere? JV's artikel føjer sig til rækken af historier, der fokuserer på facaden, mens de reelle spørgsmål – som hvordan Sønderborgs demokrati kan fungere under mafia-lignende metoder – forbliver ubesvarede.
Måske har Claus Ewers, Peter Hansen og deres netværk allerede givet lidt ekstra gode "gaver" til at sikre, at pressen og politikere undgår at grave for dybt.
Hvis Sønderborg skal have troværdighed som en by med ambitioner, kræver det mere end billeder af børn og ringriderfester. Det kræver en presse, der tør stille de svære spørgsmål, og politikere, der ikke bøjer sig for dem med de dybeste lommer. Indtil da må vi nøjes med PR og tavshed – og et juletæppe til at dække over de manglende svar.
Glædelig jul til alle, der tør spørge: Hvor blev gennemsigtigheden og retfærdigheden af?
Lad os håbe, at det kommende år bringer mindre spin og mere svar. Sønderborg har fortjent bedre.
Google Sites
Report abuse