Trods de store og bekymrende nationale og globale problemer fandt JydskeVestkysten dog tid til igen at bruge energi og spalteplads på, i første omgang, en sidehistorie til slaget om en faldefærdig bygning på Dybbøl Banke. Det handlede om et indlæg, vi for nylig bragte om Sønderborg Kommunes forvaltnings nedrivningsanmeldelse i forbindelse med Skansegården.
Fake news - ja… men fra hvem?
Senere på ugen kom ingen ringere end JV lokalredaktør Halldor Henriksen på banen i en kommentar, hvor han først brugte en del energi på at lave afledningsmanøvrer fra kernen i sagen om Skansegården. Eksempelvis ved at fortælle, hvor meget Charles Ginnerskov bød på Skansegården (hvilket åbenbart var suspekt?), at Charles og hans far havde solgt ipnordi c til en Hollandsk gigant (hvad har det med sagen at gøre?) og at Charles havde sagt, at han ville restaurere Skansegården, hvis det var muligt (hvilket det ikke var). Han er naturligvis også indebrændt over, at vi har udstillet JVs parløb med modstanderne af nedrivningen af Skansegården - og dermed stillet spørgsmålstegn ved JydskeVestkystens troværdighed.
Endelig bringer Halldor endnu engang på banen, at vi i en tidligere artikel har luftet mistanke om, at en ansat på JydskeVestkysten var blandt de andre budgivere på Skansegårdens auktion. Vi beklager naturligvis, at vi skrev det, før vi havde dokumentationen 100 % på plads. Det har vist sig meget svært at skaffe den dokumentation, da 7 af budgiverne ønsker at være anonyme. Det er dog det eneste punkt i hele denne sag, hvor vores dokumentation har været mangelfuld.
For at runde den ret lemfældige journalistik af med en punchline slutter Halldor Henriksen af med at konstatere, at hele den omfattende dokumentation, der er samlet på Facebook siden ’Dybbøl Banke - Skansegården’, efter hans personlige vurdering er fake news. Der er sikkert en del af de kompetente fagfolk, der har leveret materialet, som vil være uenige med Halldor på det punkt.
God og uafhængig journalistik skal som hovedregel ikke udtrykke journalistens personlige og udokumenterede mening om en sag. En kommentar behøver ikke at leve op til journalistikkens krav om upartiskhed. I den trykte avis fremgår det, at Halldor Henriksens tekst er en kommentar. Det gør der til gengæld ikke ved udgaven af teksten på JydskeVestkystens online udgave, jv.dk
Det er naturligvis online udgaven, der er delt videre på diverse social media sider. Her kan læserne med god grund få det indtryk, at de læser en journalistisk artikel. Det er måske ikke juridisk angribeligt, men etisk er det et stykke over stregen.
Hvis den omtalte tekst havde været en artikel skrevet af en menig journalist, burde den nok have været stoppet ved redaktørens bord. Men den var bare ikke skrevet af en menig journalist.
De famlende forsøg på afledning, den journalistpraktikant-agtige indsats og den dårligt skjulte vrede tyder på, at Halldor godt selv ved, at han ikke har brugbare argumenter at servere for læserne. Hvorfor overhovedet sætte sig til tastaturet? Hvad (eller hvem) har motiveret til artiklen?
Om ikke andet, så kan Halldor lægge endnu to artikler til den snart uoverskuelige bunke af JV-artikler om sagen. Vi foreslår, at JV næste gang laver en artikel, der formidler relevante fakta om sagen. Hvis ikke det er muligt, så burde JV kunne finde andre mere interessante emner at fylde spalterne med.
Vi er naturligvis imponerede over den vedholdende interesse fra JydskeVestkysten. En indsats som vi i øvrigt bemærker i begge tilfælde, som vanligt, var timet minutiøst med en vis tidligere borgmesterkandidats opblussende offensiv på Facebook-gruppen ‘Politik i Sønderborg’.
Så hvad handlede det hele om?
Indlægget, der startede ugens offensiv, var faktisk ikke skrevet for at hænge en medarbejder i forvaltningen ud, derfor nævnede vi heller ikke noget navn. Målet var at stille det enkle spørgsmål: Hvilke klagemuligheder har man som borger, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet af en offentlig forvaltning – eller en medarbejder i forvaltningen? Vi har nemlig, indtil videre uden held, prøvet med henvendelser direkte til forvaltningen.
Derfor bragte vi den 20. marts et indlæg med titlen: Mangelfuld og stærkt farvet nedrivningsanmeldelse. Du kan se indlægget her
Indlægget var ikke, som nogen har forsøgt at dreje fokus hen på, et angreb på de mange ansatte i Sønderborg Kommune, som, ikke mindst i denne tid, yder en fantastisk indsats for borgerne. De fortjener stor respekt. Kritik af de offentlig ansatte overlader vi til andre
Det var heller ikke et generelt angreb på kommunen eller Teknisk Forvaltning. Vi har fuld tillid til, at de fleste ansatte i forvaltningen lever op til både politikernes og borgernes tillid.
I indlægget dokumenterede vi de markante forskelle i 6 umiddelbart sammenlignelige sager. Vi gjorde også opmærksom på, at forvaltningen undervejs i den nu lange sagsbehandling havde stillet mange utroligt detaljerede krav til et eventuelt nybygget Skansegården, ofte helt ude af trit med, hvad Fredningsnævnet, arkitekter og jurister finder sædvanligt i den slags sager.
Forvaltningens eller sagsbehandlerens nidkærhed, opfindsomhed omkring nye krav og lyst til at lege smagsdommer har resulteret i at advokat Jacob Fabritius de Tengnagel, blandt andet i et svar til Kommunens notat i Fredningsnævnets afgørelse (og i flere efterfølgende breve), har måttet indskærpe at: ”Sønderborg Kommunes bemærkninger som udgangspunkt må holde sig inden for den ressortmæssige interesse, som Sønderborg Kommune som offentlig myndighed måtte findes at have i denne sag.”
På godt dansk; at sagsbehandleren kun bør stille krav om det, han er bemyndiget til at stille krav om. Henvendelserne er ikke blevet besvaret på anden måde, end ved at nye krav er dukket op i kølvandet på dem.
Som nævnt var fokus i vores indlæg ikke at hænge sagsbehandleren ud, men udelukkende at formidle vores forundring over, hvad der har fået denne embedsmand til at sætte alt ind på at redde Skansegården fra nedrivning, når den holdning både strider mod præcedens i lignende sager – og mod råd og dokumentation fra alle de fagfolk, der har givet deres mening til kende.
Det forekommer utroligt, at en medarbejder i den grad kan sidde konkret information overhørig, og tilsyneladende køre sit eget løb – uden at skulle forsvare sine prioriteringer og afgørelser over for sine foresatte. Vi kan af gode grunde ikke vide, om han har fuld opbakning i forvaltningen.
Samtidig kan det undre at flere af de politikere, der har udtalt, at de vil stemme mod nedrivning, bekendtgjorde den holdning, lang tid før ansøgningen var afsendt. Altså før de overhovedet havde haft mulighed for at sætte sig ind i den medfølgende dokumentation. Det tyder på, at Skansegården, og hele sagen om den, betyder mindre end behovet for at demonstrere sin magt ved at gå efter manden i stedet for bolden.
Det vil være frugtbart, hvis denne sag kommer til at køre mere på saglig dokumentation. I øjeblikket er mange indlæg, eksempelvis fra den tidligere borgmesterkandidat og hans allierede, blot lavet for at skabe støj, der kan aflede opmærksomheden fra den iøjnefaldende sandhed: At modstanden mod en genopbygning af Skansegården ikke kan begrundes med saglige dokumenter.
Derfor ledes der med lys og lygte efter tryk-, slå- eller fodfejl, der kan agere lynafleder.
Det vil klæde de nævnte flittige debattører, heriblandt JV, at fremkomme med blot et enkelt indlæg, der handler om sagen. Ikke om, hvor mange penge Charles Ginnerskov bruger på sin kampagne. Ikke om, hvad man personligt mener om, hvad han eller andre medlemmer af hans familie tidligere har gjort eller sagt. Ikke spekulationer om, hvilke bevæggrunde han må have haft til at byde på Skansegården. Ikke forargelse over, at han var den eneste, der bød over Statens udbudspris. Det er nemlig alt sammen støjende afledningsmanøvrer, uden dokumentation.
Stram op, og lad os holde holde fokus på sagen!