I stedet kunne den have handlet om, hvordan banditter i habitter kan operere i årtier uden af komme i pressens søgelys.
Da Peter Erik Hansens tro væbnere på JydskeVestkysten har kørt en ret ensidig dækning af konflikten om Skansegården, var det med stor forventning, vi så frem til, at mediet Journalisten ville skrive om emnet og om Facebook-siden Dybbøl Banke Skansegården.
Historien skulle være en del af en større artikel om private, der valgte at formidle deres budskaber selv i stedet for at gå gennem de traditionelle medier.
Forventningen var dog blandet med en smule skepsis. Alle de journalister, der tidligere havde vist interesse for vores afsløringer, havde nemlig mistet skrivelysten, når deres redaktører fandt ud af, at det var JydskeVestkystens og Jysk Fynske Mediers magtfulde bestyrelsesformand, vi var oppe mod.
Ingen overraskelser
Da artiklen kom, var der desværre heller ingen positive overraskelser. Selv om Journalisten kalder sig et uafhængigt medie og informationsorgan for Dansk Journalistforbunds medlemmer, er grundtonen i artiklen en form for indignation/irritation over, at der er nogen, der har råd til at formidle budskaber uden for de traditionelle medier.
Journalisten bruger mere energi på at beskrive, hvor mange penge disse private gravere/researchere bruger på formidlingen end på at forklare, hvorfor Journalisten selv (og andre medier) har undladt at grave i de helt oplagte sager.
Når man lader ulven vogte får!
Desuden ser det ud til, at det med uafhængigheden skal tages med et gran salt.
Det er tankevækkende, at mens vi fremlægger dokumentationen (aktindsigter, CVR-oplysninger m.m.) sammen med alle vores afsløringer, lader Journalisten ganske ukritisk JydskeVestkystens chefredaktør Mads Sandemann (som i høj grad er part i sagen) affærdige de mange afsløringer på Dybbøl Banke Skansegården som løgn og propaganda uden at bede ham uddybe den udtalelse.
Det har fået ganske mange læsere til at kommentere artiklen negativt, i øvrigt også på Journalistens egen Facebook side.
”Men det er jo lige præcis hvad Journalisten gør med IT-millionæren Charles Ginnerskov, der gennem en højprofileret Facebookside angriber Sønderborgs erhvervstop og lokalmedier for øm sammenspisthed. Her lader man gudhjælpe monopolmediet JydskeVestkystens chefredaktør afvise kritikken. Kunne Journalisten, mit fagblad, ikke have fundet en uhildet medieekspert i byen, der hilser vejfarende velkommen med "Velkommen til universitetsbyen Sønderborg".
”Jeg har over en længere periode fulgt Charles Ginnerskov’s skriverier omkring Skansegården, og jeg kan kun konstatere, at han virkelig går til stålet, men at alle hans påstande også er meget saglige og veldokumenterede.
Og derfor undrer det mig meget, at Journalisten (v/Lasse Højgaard) helt ubeset køber chefredaktør Mads Sandemann’s noget diffuse påstande om, at Charles Ginnerskov’s sagsfremstillinger ikke er korrekte, for hvis det var tilfældet, så havde Peter Hansen m.f. for længst sagsøgt ham for injurier og bagvaskelse.”
”Medierne i DK er åbenbart ikke interesseret i denne sag, hvor korruption og magtmisbrug kan dokumenteres.
Pinligt at de såkaldte uafhængige medier er så konfliktsky og at der åbenbart ikke findes en redaktion med boller (de ville begå sig godt i Rusland).
Hvem i kongeriget kan sende private mail fra arbejdspladsen (PEH til CG arbejdsgiver) uden det har konsekvenser?
Sagen stinker og den danske presse er hundrede procent fraværende!”
Chefredaktøren forklarer også, hvorfor JydskeVestkysten ikke har fundet det værd at skrive om deres bestyrelsesformands og hans venners historik; med utallige konkurser, tvangslukninger og handler med lystyacht og privatjet for 1 krone.
”Det afgørende er, om vi ser en historie. Og vores Sønderborg-redaktion har vurderet, at det har der ikke været.”
Hvem skal grave, når selv formiddagspressen ikke tør?
Journalistens lidt underligt vinklede artikel understøtter vores påstand om, at den frie presse er en illusion. Hvis vi havde en fri presse, burde (rige) borgere ikke selv være nødt til at betale for at researche og formidle historier, der reelt kan få hoveder til at rulle i offentlige og private virksomheder - hvilket en del af historierne har gjort landet over (dog naturligvis ikke i Sønderborg eller hos JydskeVestkysten/Jysk Fynske Medier).
Journalistens artikel handler faktisk om 4 forskellige gravende podcasts/website/Facebook-sider, men det er kun i Skansegården-historien, man har gået ud og bedt modparten (i dette tilfælde JV og Peter Hansen om en kommentar).
Er det fordi man er bekymret over Storebrors eventuelle vrede? Eller er det bestilt arbejde? Peter Hansen, som jo ikke havde lyst til at udtale sig til artiklen, deler den gerne på sine egne medier.
Måske fordi han i et øjebliks begejstring har glemt, at bolden stadig ligger på banen, og at den sikkert ruller videre.
Tilbage står nemlig de mange historier om konkursrytteri, magtmisbrug, nepotisme, misbrug af offentlige midler og mafialignede erhvervsnetværk. Vi har kun afdækket toppen af isbjerget.
Det burde være pressens opgave at fortælle disse historier. Især fordi de borgere, der ikke er rige, ikke har nogen muligheder for at komme til orde.
De traditionelle medier kan, i stedet for at være indignerede over, at de ikke længere har monopol på sandheden, stille sig selv spørgsmålet:
Hvad skal danskerne overhovedet med en mediestøttet presse, hvis den ikke løser en så samfundsrelevant opgave?