Den tidligere ejer af pakhuset havde gentagne problemer med at få fjernet bygningen, og det synes at være uklart, hvor alle forhandlingerne med kommunen er blevet af. Mon ikke det har været en del af forhandlingerne, at kommunen køber grunden og fjerner bygningerne for skatteydernes penge, og sørger for at alle begrænsningerne fjernes.
Hvis sælger ikke vil sælge, så skal Venstre nok sørge for, at det bliver bøvlet. Den tidligere ejer har af flere omgange forsøgt at nedrive bygningerne. Nu kommer kommunen til at stå for nedrivning af det gamle pakhus, og skatteyderne betaler. Helt rimeligt, dog ikke det man normalt forbinder med et UNESCO-kulturarvsområde.
Skansegården er en anden sag. Denne bygning, også bevaringsværdig med en høj SAVE-værdi, er blevet forsømt af den tidligere ejer. Her sørgede Venstre for, at forsømmelsen blev den nye ejers problem.
Det er bemærkelsesværdigt, at Venstre, som nu taler om at få Augustenborg Hertugby anerkendt som UNESCO-kulturarvsområde, ikke har brugt mere tid og ressourcer på at forklare, hvorfor pakhuset skal nedrives.
JydskeVestkysten har vist overraskende lidt interesse for de forsvundne SAVE-værdier – måske fordi det har noget at gøre med, hvem den nye ejer er.
Der er noget besynderligt ved, at den omfattende dokumentation ofte forsvinder i Sønderborg, og sagsbehandlingen synes at være præget af åbenlys favorisering afhængigt af ejeren.
Hvordan hænger dette sammen med Venstres udmelding om at løfte Augustenborg Hertugby til et UNESCO-kulturarvsområde, når de samtidig tillader nedrivning af historiske bygninger for at bygge moderne lejligheder?
Konkursrytteren Peter Hansen (V) udtalte engang, at "Sønderborg er ikke Korsbæk" – men det ser ud til, at selv i Korsbæk havde magthaverne ikke fantasi til de ting, der sker i Sønderborg.